Tulku Urgyen Rinpoches besøg til Danmark - fra Michael Jacobsen

Hvordan kom det sig at jeg inviterede Tulku Urgyen til Danmark? Egenligt begynder historien med at Erik Pema Kunsang, Billy ”Engee Nakpo” og mig selv drog til Clement Town, en lille by i nærheden af Dehra Dun i nordindien sent i 1979 for at modtage Rinchen Terdzo indvigelserne fra H.H. Dilgo Khentse Rinpoche. Her startede Erik og jeg vores klinik, hvor små sår og andet blev behandlet, af uerfarne feltfods aspiranter.

Men for ikke at historien bliver alt for lang, husker jeg at der i landsbyen, som de Tibetanske flygtingene delte med det indiske militær, stod en hollansk nonne og jeg en eftermiddag, herligt hengivet i en samtale om hvilke stjerne lamaer vi kendte navnene på og hvem vi havde mødt. Der blev nævnt mange, H.H. Dudjom Rinpoche, Trulshik Rinpoche, Chatral Rinpoche osv, det var levende og nok lidt prangende. Da Nonnen nævner Tulku Urgyen's navn, i samme øjeblik rejste hårne sig på hele min krop.

Det år der forløb, boede jeg på Karma Kagyu Ling i København, indtil at arbejde og lidt husuoverensstemmelser gjorde at jeg flyttede til Ballerup. Det var blevet sent på året, John Lennon var blevet skudt og sneen faldt rundt om i landet. Og de Karmapa lydige folk på centered afgav ed på at Urgyen Tulku var blevet inviteret. (De implicerede kender nok deres udsagn godt nok.) Så en eftermiddag var jeg forbi centered, telefonen ringer, og i den anden ende er det Erik som spørger om hvornår invitationen kommer. Hvortil jeg siger den får I lige her og nu!

Lidt postyr gav det at der kom en hedensk lama som også var Nyingmapa. Der var flere som sagde tre dage max! Så kom Tulku Urgyen Rinpoche lige over nytår. Hans ældste søn, Chokyi Nyima Rinpoche, var med samt et par andre tibetanere. Som altid dengang stod jeg ved gryderne i Lama Køkkenet, som menig sponsor hvad skulle jeg ned og vise mig frem for? Så kommer Marcia op I køkkenet og beder mig om at komme ned da Rinpoche ønsker at møde hans sponsor. ”Er det ikke lige meget,” sagde jeg og blev ved gryderne som var kendte venner. Erik kom farende et par minuter efter, slukkede gassen på komfuret og sagde lidt mere bestemt, ”Rinpoche ønsker du kommer ned og møder ham nu.”

Lidt skræmt, meget forlegen og helt uforstående fulgte jeg med, der sad så Urgyen Tulku og forbindelsen var etableret. Rinpoche begyndte med at stille spørgsmål om sindet, og forklarede om sindets natur, og hver aften tiltog intensiteten, indtil den næstsidste aften hvor de berømte klap og hånden faldt. Rinpoches store medføelse manifesterede sig i at han gav semtri, pointing-out instruktionen. Fra belæringerne husker jeg specielt at Stig Møller, den tropadur, var med. Samt vores herlige Benny der også fandt Rinpoche eventyrlig.

Besøget var fantastisk, Rinpoche besluttede at forlænge hans besøg med tre dage. For mig blev det vigtigst at følge Rinpoche, derfor i de perioder jeg opholdte mig i Nepal var det altid i Urgyen Tulku Rinpoches nærhed. For at slutte vil jeg takke min ven Erik for hans livslange venskab samt ikke mindst for at havde oversat mange gange for Urgyen Tulku når han gav mig belæringer.

--Michael Jacobsen, 2014