Lamaerne kommer

Hans Hellighed Gyalwa Karmapa XVI Rangjung Rikpe Dorje i København, december 1974, interviewes af Erik Meier Carlsen til Information. Foran og til højre for H. H. (til venstre for billedets beskuer) ses lektor Kjell Gunnar Sjellin, som havde skaffet lokalerne i Olfert Fashersgade i Nyboder-kvarteret i København, hvor både Kalu Rinpoche og H. H. Karmapa boede under deres Danmarksbesøg, til højre for ham ses tolken, til højre for ham (og til venstre for emc) ses Ole Nydhal. Til venstre for H. H.  ses den dengang kun 44-årige Bentjen Tulku Tenga Rinpoche på sit først6e af utallige besøg i Danmark.

Mandala med de 48 fredelige guddomme som viser sig bardo'en. Fremstillet i Dharamsala i begyndelsen af 70'erne på bestilling af Tarab Tulku og anvendt på Det Kongelige Biblioteks udstilling "Det indre Univers", efteråret 1972.

Lamaerne kommer

I sommeren 1972, i en rødmalet træhytte i de norske fjelde med udsigt til det altid sneklædte Jotunheimen og et landskab, der minder utroligt om de tibetanske, blev jeg omvendt til buddhismen. Det skete uden nogen umiddelbar kontakt med levende mennesker, men gennem læsningen af to bøger, Lama Angarika Govinds "Foundation of Tibetan Buddhism" og Evan Wentz's kommenterede oversættelse af "The Tibetan Book of the Dead". Året forinden havde jeg mødt min første "guru", Swami Narayanaanda på Gyllingnæs og var blevet introduceret til "kundalini-yoga", som jeg praktiserede flittigt. Angarika Govindas besynderlige bog havde jeg købt på Strøget i København fordi den indeholdt en illustrativ fremstilling af den hinduistiske yogas chakra'er, som Govinda med sit overfaldiske kendskab til den tibetanske buddhisme havde brugt til at illustrere tibetansk tummo-yoga (som afgjort er beslægtet med kundalini-yoga, men samtidig udgør en helt anderledes udvikling af de fælles principper).

Dødebogen havde jeg med - i sin første udgave i billigbogsformat fra Oxford University Press). Jeg havde fundet den frem, idet jeg kun havde kigget løst i den, da jeg købte den et par år tidligere, men nu efter den første læsning i Govindas bog havde lyst til at læse mere.

Under den flere uger lange ferie i de norske fjelde læste jeg begge bøger med voksende begejstring. Mens jeg havde fundet hinduismens gudebilleder ret intetsigende, blev jeg nu fundamentalt betaget af den tibetanske ikonografi og malede undervejs i læsningen to store billeder af Ratnasambhava og Amogasiddhi Buddha, inspireret af fotografier af statuer i Govindas bog - og af beskrivelsen i Dødebogen.

Det var en vækkelse, jeg drømte om og ønskede mig "tilbage" til det Tibet, jeg troede nu var tabt for altid. Jeg fantaserede om at få specialfremstillet en tibetansk dorje/vajra hpos en sølvsmed...

Da jeg kom hjem fra ferien gik jeg med litteraturlisten i mine to bøger på Det Kongelige Bibliotek og begyndte nu en temmelig systematisk opsøgning af al tilgængelig litteratur om den tibetanske buddhisme.

Nogle måneder senere så jeg på biblioteket en annoncering af en kommende udstilling med titlen "Det Indre Univers". Udstillingen fangede tidens spirende interesse for fremmede religioner og mystik. Der var mange, meget forskelligartede indslag, den danske komponist Per Nørgaard, som var optaget af tantra, udstillede mystiske nodeark og den herboende tibetanske mester, Tarab Tulku, havde i Dharamsala bestilt to meget fine mandala'er af guddommene, de fredelige og de vrede, fra Den Tibetanske Dødebog. Jeg var dybt betaget. Jeg mener det var gennem denne udstilling at jeg fik kontakt med Ole og Hannah Nydahl, der havde arrangeret en samtidig lille udstilling af hjembragte tibetanske thankaer og religiøse artifakter i nogle lokaler i Købmagergade. Det var helt overvældende for mig at møde disse danske disciple af åbenbart lyslevende tibetanske stormestre, og jeg begyndte at besøge de kælderlokaler i Skindergade som Nydahlerne og deres venner havde fået stillet til rådighed af den norske lektor Kjell Sjellin, der vidst også var involveret i udstillingen på Det Kongelige Bibliotek og havde været med til at skaffe lokalerne i Købmagergade. I kælderen var indrettet et smukt traditionelt tibetansk lhakhang med gule vægge og brokade-klædt trone til mestrene. Jeg oplevede hvordan Ole Nydahl gav nytilkomne tilflugt og velsignelse med en såkaldt ga, en lille relikvie-beholder, der efter sigende rummede hår fra alle 16 inkarnationer af Karmapa. Jeg kunne ikke helt forene Nydahl metode med det jeg nu kendte til den tibetanske tradition og undlod at modtage tilflugt og velsignelse fra ham.

Men i sommeren åefter (1973) kom den britisk-fødte nonne Frida Bedi med det buddhistiske navn Gelongma Pamo til Danmark. Hun var født 1911 og havde taget en MA i filosofi ved Oxford University inden hun kun 19 år gammel flyttede til Indien og blev gift med en højtstående Sikh-filosof. Efter hans død blev hun buddhist og etablerede engelsk-undervisning for de unge tulkuer blandt de flygtede tibetanere. Hun var en nær personlig elev af Gyalwa Karmapa og kom som en slags forløber og budbringer om hans snarlige besøg. Hos hende tog jeg for første gang formelt buddhistisk tilflugt. Sammen med en af de første danske ny-buddhistisk, tibetologen Flemmking Faber duplikerede jeg en sadhana, en anråbelse af de 16 arhats, som v havde oversat til dansk efter opfordring fra Sister Pamo, som hun også blev kaldt. Denne sadhana som vi udførte i Skindergade-kælderen er en traditionel anråbelse af denne række af Buddhas tidlige disciple for at skabe grundlaget for en sangha - også i Danmark. Få måneder efter - i oktober 1973 - kom Hans Hellighed Dalai Lama til Danmark på sin allerførste rejse til Vesten. Forud for hans komme fik jeg en kronik i Information (hvor jeg var ansat men havde orlov for at aftjene militærnægter-tjeneste) med titlen "Vore egne tibetanere". Den fortalte Ole og Hannahs farverige historie om deres møde med Dharmaen og Karmapa.

Dalai Lama indviede templet i Skindergade, som omtalt andetsted - og i min bog "Tilstedeværelsen", Politikens Forlag 2008 - Jeg overværede indvielsen af stedet og løb gennem regnvåde gader tilbage til Informations redaktion i Sank Annæ Passage hvor jeg på bagsiden fik plads til en lille en-spalter om, at det første danske buddhistiske tempel nu var indviet.

 Og året efter kom Karmapa. Vi var nok mange der havde troet at Ole var lidt for optimistisk n¨å han mente at denne sagnomspundne helgen ville komme til København, men det gjorde han. Han kom dog først til Stockholm og utålmodigt tog jeg med toget til den svenske hovedstad for at møde ham d'er.  Det blev en uforglemmelig rejse. Første møde med H. H. Karmnapa fandt sted i en gymnastiksal på en svensk skole. Men Karmapas munke havde opsat en imponerende brokadeklædt trone og et fabelagtigt bagtæppe af silke med brølende drager. De havde medbragt musikinstrumenter, inklusive lange horn og i en fuldstændig fortryllet stemning overværede jeg den første "krone-ceromoni". Fra Stockholm tog Karmapa med følge til et fabelagtigt fint svensk barok-slot, som tilhørte en lokal adelsfamilie, hvor silkebrokaden og de fornemme regalier i sølv og guld passede fint, og hvor han gav en indvielse. Og så videre til en svensk ødegård, hvor Nydahls gruppe havde holdt til og afprøvet tibetanske ritualer. Nu ankom Hans Hellighed en mørk vinteraften og da han gik fra bilen og op til hytten var han ledsaget af en helt fabelagtig lille, super-lokal haglbyge. Een i hans følge sagde til mig: "Det er en beskytter - sådan er det altid". De føgende dage gav han indvielser og krone-ceremoni i en lade, hvor vi hans vestlige disciple sov frysende om natten. Under en Milarepa-indvielse kom huset hund, en schæfer og strakte sig ud på maven med poterne vendt ferm mod tronen, som  lavede den glidefald. Husets kat kravlede over lofts-bjælkerne hen over tronen, sprang ned på sædet bag Karmapa og krøb ind under hans kåbe. Vi havde på forhånd hørt mange historie om Karmapas nære forhold til dyr.

Jeg var så lykkelig at komme med Karmapas bus fra ødegården til Køben havn  og sad ved siden af den mægtige mand, der drak te og spiste tsampa mens han udspurgte mig om  min interesse for buddhismen via sin tolk.

I København havde jeg fået et "forskræp" om Karmapas besøg optaget, den fortalte detaileret om Karma Kagydpa-linjen og Karmapas historie. Jeg fik bevilget et interview med Hans Hellighed hvorfra ovenstående billede stammer. Overskriften på interviewet lød: "Buddhas sol lyser nu over de vestlige lande". I interviewet bad jeg Hans Hellighed forklare, hvad "kali-yuga", forfaldets tidsalder, som vi siges at befinde sig i, er. Karmapa forklarede at det betød at "antallet af ideer i hovedet på folk mangedobles". Den traditionelle forklaring handler mest om at menneskers levetid falder, men da Karmapa udlagde det som at det måske var tankernes eller ideernes eller forestillingernes levetid der faldt, mens deres antal mangedobledes synes jeg det gav ny og klar mening.