Rejsen til det indre univers

Mit eget foto af Karmapa er taget umiddlebart før den sidste kroneceremoni under besøget.

Se denne video, der er lavet fra en meget medtaget kopi af den norske professor Kjell Sellins film "Rejsen til det indre univers". Den indeholder bl.a. en scene fra kroneceremonien:

Det var Leif Borup Andersen fra buddhistcenteret på Svanemøllevej, som var så venlig at dele videofilen med mig. Man kunne godt ønske, at der kunne skaffes en bedre kopi af dette enestående historiske materiale, der viser de første nybagte buddhister i Danmark.

Padmasambhava, Den Lotusfødte

Her er min gengivelse af Padmasambhavas livshistorie, fra Stupa nr. 2, 1979.

Indledning
Padmasambhavas livshistorie kendes hovedsagelig fra en samling legender, der på mange måder minder om Buddha legenden. Disse legender er nedskrevet af Padmasambhavas hovedelev, den kvindelige Buddha Yeshe Tsogjal. Det er en genre, der på tibetansk kaldes namthar. En namthar omhandler en blanding af konkrete begivenheder og fantastiske hændelser, der oftest er symbolske skildringer af højere bevidsthedstilstande. Disse beretninger drejer sig ikke kun om ydre begivenheder i mesterens liv, men er først og fremmest en beskrivelse af hans åndelige udvikling. Da alle levende væsener ifølge buddhismen har mulighed for at virkeliggøre buddhanaturen, er det samtidig en beskrivelse af menneskets latente åndelige muligheder. En livshistorie af denne art tjener således som inspiration og opmuntring for alle, der følger mesterens tradition.

Buddha Shakyamunls forudsigelse af Padmasambhava
Da det var lige før Buddha skulle indgå i det Endelige Nirvana, sagde han til sine tilhængere: »Dette jordiske liv er forgængeligt, og adskillelse er uundgåelig. Men otte år fra nu, i midten af den uberørte rene sø i det nordvestlige land Uddiyana, vil der komme en, der er visere og mægtigere end jeg selv.
Født midt i en lotusblomst vil han blive kendt som Padmasambhava, og han vil åbenbare belæringerne om de hemmelige mantraer for at befri alle væsner fra lidelse.«
(Fra Mahaparinirvana Sutra)

Tsokje Dorje
I landet Uddiyana herskede den blinde konge Indrabhuti. Da hans eneste søn og arving døde, og da landet desuden blev ramt af hungersnød og elendighed, ofrede kongen alle sine rigdomme og bad for at få en søn. Boddhisattvaen Tjenresig så alt dette fra Dewatjen Buddha-landet og anmodede ud af stor medfølelse Buddhaen Øpame om at beskytte og hjælpe de lidende. Derpå tænkte Øpame, »Jeg vil lade mig føde i Dhanakosha søen«, og fra Buddhaens tunge udstråledes et stærkt rødt lys, der ramte søens overflade som en meteor. I samme øjeblik opstod en lotusblomst. Fra sædstavelsen HRI i Øpames hjerte udstråledes nu en gulddorje, der faldt ned midt i lotusblomsten. Dér opstod på et øjeblik essensen af alle Buddhaer i de tre tider og de ti retninger i form af en otte-års dreng. I en glorie af regnbuelys sad han på pollensædet i lotusblomsten omgivet af Dakinier, der lovpriste og hyldede ham med ofringer og sang:

HUNG
Ved Landet Uddiyanas nordvestlige grænse
på stænglen i lotusblomstens hjerte
blev fundet den mest forunderlige virkeliggørelse
således kendt som Den Lotusfødte
omgivet af kredsen af mange Dakinier
jeg følger efter dig for at realisere mig selv
og beder dig: kom og giv din velsignelse
GURU PEMA SIDDHI HUNG

Således fra den medfølende Buddhas hjerte viste den lotusfødte mester sig i verden for at hjælpe alle levende væsner.

Kong Indrabhuti var på dette tidspunkt i et forsøg på at ændre landets ulykkelige tilstand draget ud for at søge efter skatte i Dhanakosha søen, hvor en azur-gudinde skænkede ham en strålende blå ønskejuvel. Da kongen havde fået den i hånden, ytrede han et ønske, og øjeblikkeligt kunne han se med sit venstre øje. Han fik nu øje på en femfarvet regnbue, som hvilede over søen. Da kongen kom nærmere, så han drengen, der strålende af lys sad på pollensædet i en kæmpelotusblomst. Kongen, der først troede, at det var en drøm, spurgte drengen, hvor han kom fra. Drengen svarede: »Jeg har ingen forældre, men er født åndeligt som en gave fra Øpame og Tjenresig. Som det er forudsagt af Buddha, er jeg kommet for at hjælpe alle væsner og åbenbare Læren om de indre Mantraer«. Da kongen hørte dette, fik han sit fulde syn tilbage og glædestrålende indsatte han ham som sin søn og arving og kaldte ham Tsokje Dorje, der betyder »Dordjen, som er født i søen«. Derefter steg fugtighed op fra havet og samlede sig til skyer, og snart faldt regnen, og blomsterne foldede sig ud, og frugten modnedes. Al frygt og tungsind forsvandt fra folks hjerter.

Pema Gjalpo
Efterhånden som drengen blev voksen, demonstrerede han, at han mestrede enhver form for lærdom, og ingen kunne måle sig med ham i sport. Han havde nu navnet Pema Gjalpo, der betyder »Lotuskongen«. En dag gik Pema uden følge til en skov, der lå et stykke fra hans palads, for at meditere. Mens han sad i meditationsstilling, passerede nogle Arhatter forbi på himlen. De hyldede ham og forudsagde hans store gerninger.
Kongen, der havde bemærket Pemas tilbøjeligheder for det meditative liv, besluttede at binde ham ved et ægteskab. Han fik Pema gift med en smuk ung prinsesse ved navn Bhasadhara. Efter at have levet 5 år i paladset besluttede Pema imidlertid at forsage det verdslige liv på samme måde, som Buddha Shakyamuni havde gjort det.
Kongen ville have modsat sig det, men Pema skabte en situation, hvor kongen selv måtte sende ham bort. En dag dansede Den Lotusfødte som en vild yogi på paladsets tag. Han havde en dorje og en trefork i hænderne. Pludselig faldt dorjen ned og ramte en ministers dæmoniske søn, og treforken gennemborede ministerens kone. Dette var de karmiske konsekvenser af deres negative handlinger i tidligere liv. Imidlertid blev Pema dømt til at gå i eksil, og levede nu som en yogi.

Shakya Senge
Som Bodhisattvaen Sumitra rejste mesteren til Indien, hvor han blev munkeordineret af Buddhas elev Ananda. Her blev han undervist i de fire ædle sandheder, de 12 kædeårsager, Abhidharma og Vinaya -belæringerne. Yderligere tilegnede han sig Mahayana-doktrinerne og mestrede således de grundlæggende belæringer. Han havde nu navnet Shakya Senge, der betyder »Shakyaklanens Løve«.

Njima Øser
På de otte store gravpladser i Indien blev Pema indviet i alle former for tantrisk praksis af såvel Dakinier som menneskelige lærere, deriblandt Garab Dordje, Sri Singha og de otte Vidyadhara-mestre. Fra Garab Dordje modtog han Dzog Thjen belæringerne og af Vidyadhara-mestrene indviedes han i de otte Heruka Sadhanaer. Pema mestrede alle former for meditationspraksis og havde nu navnet Njima Øser, der betyder »Solens Stråler«.

Loden Tjogsæ
På gravpladsen »Strålende skønhed« i Kashmir mødte mesteren en mand, der havde dræbt en tibetaner i et skænderi. Han var kommet til gravpladsen for at lægge liget der. Pema prøvede at fortælle manden om Dharmaen, men denne havde kun foragt tilovers for belæringerne. Han mente selv, at han var helt uden ansvar for sine handlinger. Manden blev kort tid efter dræbt af vilde dyr. Da folk opdagede, hvad der var sket, gav de Pema navnet Loden Tjogsæ, der betyder »Han, der har den største forståelse af verden«.

Urdjen Dordje Tjang
I søgen efter en belæring, der kan udtrykkes med få ord, og som er øjeblikkelig effektiv, rejste Pema til Og Min himlen, hvor Dordje Sempa indviede ham i de højeste meditationer. Han realiserede de tre grader af Samadhi og fik navnet Urdjen Dordje Tjang, der betyder »Dordje-holderen fra Uddiyana«.

Padmasambhava
Mesteren rejste nu til landet Zahor, hvor han gav belæringer til kongens datter Mandarava, der var nonne. Sammen mediterede de på Det grænseløse Livs Buddha, Tsepame og opnåede udødelighed. Snart gik der imidlertid rygter om, at de havde seksuelt samkvem. Kongen gav ordre til at brænde Pema levende; men mesteren, der havde fuld kontrol over alle naturkræfter, transformerede bålet om til en stor sø, og midt i søen viste Pema sig i form af en otte-års dreng i en lotusblomst. Da kongen så dette, angrede han dybt sin ugerning og tilbød Pema sit kongerige. Mesteren fik nu navnet Padmasambhava, »Den Lotusfødte«.

Senge Dradog
På Nalanda universitetet var buddhisterne på et tidspunkt kommet i knibe, da nogle ikke-buddhistiske panditaer ved hjælp af okkulte evner var ved at uddebattere dem. De bad til Padmasambhava og sang De Syv Linier. Næste morgen ankom mesteren. Han viste sig i fem legemer, mens han reducerede kætternes synspunkter til absurditeter og demonstrerede derved Buddhadharmaens overlegne natur. Pema fik navnet Senge Dradog, der betyder »Løvens Stemme«.

Dordje Drollø
I Taktsang i Bhutan viste Pema sin vrede form. Han overvandt alle lokale guddomme og dæmoner og bandt dem ved ed til at beskytte Buddhadharmaen. Herved demonstrerede mesteren sin suveræne magt over alle negative kræfter. Han havde nu navnet Dordje Drollø, alle væsners uovervindelige beskytter.
Overalt demonstrerede Pema den ufattelige Buddhaaktivitet. Ved hjælp af sine overnaturlige evner besøgte han mange forskellige steder bl.a. Centralasien, Ægypten, Afrika og landet Shambhala. Her overvandt han vrede bjergguder, barbariske kannibalånder og sygdomsdæmoner, og han helbredte mange væsner for sygdomme, fortvivlelse, frustration og negativitet.

Tibet
Bodhisattvakongen Trisongdetsen forsøgte at etablere Dharmaen i Tibet. Han var ivrig efter at bygge et kloster i Samye og at få oversat de buddhistiske tekster fra sanskrit. Derfor sendte han bud efter den store indiske lærer Shantarakshita, der skulle lede klosterbyggeriet. Da arbejdet kom i gang viste det sig imidlertid at være umuligt at gennemføre på grund af Bön-præsternes modstand. Hvad der blev bygget om dagen, rev dæmonerne ned om natten. Kongen var fuldstændig rådvild og henvendte sig til Shantarakshita. Denne kunne kun give ham ét råd: »Send bud efter Padmasambhava«.
Da Shantarakshita havde fortalt kongen om Den Lotusfødtes store gerninger og om de forudsigelser, Buddha havde givet om Padmasambhavas virke i Tibet, gav kongen omgående ordre til at sende fire lotsavaer til Indien for at invitere mesteren til Tibet. De bragte store ofringer af guld med sig. Padmasambhava opholdt sig på dette tidspunkt i en hule nær ved Bodhgaya.
Da de fire sendebude var ankommet til hulen, modtog Den Lotusfødte Mester de kongelige gaver og hørte nu om situationen i Tibet. Han lovede at tæmme dæmonerne og sendte lotsavaerne i forvejen. Selv ville han komme til Tibet tre måneder senere. Padmasambhava besøgte først forskellige steder i Nepal; men en nat drømte han, at alle træer i Indien og Nepal pegede med deres kroner mod Tibet, og at alle blomster vendte sig mod Tibet og foldede sig ud. Alle Panditaer i Indien og Nepal drømte samtidig, at solen og månen stod op på én gang, og at Tibet var dækket med klostre.
Dette var et tegn på, at tiden var inde for mesteren til at tage til Tibet.
Da Pema nåede grænsen til Tibet, forsøgte en furie at knuse ham mellem to stenbjerge; men Den Lotusfødte fløj op i luften og ydmygede furien, der derefter ofrede sit hjerteblod til mesteren. Hun fik en terma at beskytte.
På samme måde blev han overalt angrebet af dæmoner, der forsøgte at dræbe ham. Alle måtte de imidlertid bukke under for mesterens åndelige styrke og omvende sig, idet de tog løfte om at beskytte Dharmaen. De uhyggelige dæmoner blev således Thjøtjong, der arbejder for alle levende væsners befrielse. Da Padmasambhava ankom til hovedstaden Lhasa, modtog kongen og hele hoffet ham. Det var skik, at man bøjede sig for kongen, men mesteren, der var født fra en lotusblomst og ikke som kongen født fra en livmoder, anså det for mere passende, at kongen bøjede sig for ham. Kongens stolthed var imidlertid for stor til, at han ville gøre det. Da fortalte mesteren om Buddhatilstandens kvaliteter og om de åndelige evner, han selv var en legemliggørelse af. Han løftede derefter sin hånd, og ud af hans finger skød en ildstråle, der sved kongens klæder. Kongen og alle hans ministre faldt nu ned for hans fødder og hyldede ham.
Padmasambhava rensede og indviede Samye klosterets fundament. Han samlede alle de overvundne dæmoner, således at mennesker byggede om dagen, og dæmonerne arbejdede om natten.
Da templet var færdigt udstråledes 108 legemer, der strøede blomster over templets 108 altre. Straks blev alle de hellige billeder levende og begyndte at tale. Himmelen fyldtes med musik, flammer skød ud fra de vrede Beskyttere, og helbredende nektar regnede ned fra den skyfri himmel.
For at Dharmaen kunne blive oversat til tibetansk sendte kongen en stor gruppe unge tibe-tanske oversættere til Indien for at lære sanskrit, og bringe de hellige Dharmatekster med sig tilbage. Shantarakshita blev i Tibet for at undervise de første tibetanske munke.
Da oversætterne vendte tilbage, samledes alle lotsavaer og panditaer i den store midterhal i Samyeklostret. Padmasambhava, der havde den fuldkomne forståelse af alle sutraer og tantraer sad på den gyldne trone i midten af templet. Sammen med Vimalamitra, den store indiske mester, omvendte han Tibet til Buddhas Dharma. Nu begyndte hele forsamlingen på i alt 800 lærde det epokegørende arbejde med at oversætte de buddhistiske skrifter fra sanskrit til tibetansk. Sammen med den lærde tibetaner Vairocana, der kendte 21 sprog, oversatte Padmasambhava de generelle og esoteriske tantraer og åbenbarede de særlige mantrabelæringer i Vajrayana. Selv ikke Indien, blev det sagt, kunne overgå den grad af oplyst aktivitet, der blomstrede på denne tid i Tibet.
Mange elever opbyggede stor forståelse af buddhistisk filosofi og meditationspraksis og opsøgte Den Lotusfødte Lærer, der mediterede i ensomhed på højdedragene nær Samye. Mesteren fik 25 hovedelever, hvoraf de kendteste var kongen selv, Vairocana, den kvindelige mester Yeshe Tsogjal, der oprindeligt var kongens hustru, Namkhai Nyingpo og Gjalwa Tjojang. Desuden havde han mange andre højt udviklede disciple. Otte af mesterens disciple anmodede om at få indvielse i »Mandalaen, der er alle Buddhaers enhed« (Desjeg Dypæ Tjilkhor). Under ceremonien kastede hver af disse elever en blomst ind i mandalaen. Den Yidam, blomsten faldt på, blev tildelt vedkommende elev som hovedpraksis, hvorved eleven blev i stand til at udvikle de specielle kvaliteter, som der er forbundet med denne praksis. De udviklede herigennem forskellige overnaturlige evner: f.eks. opvækkede Yeshe Tsogjal en mand fra døden, Namkhai Nyingpo kunne ride på solstrålerne, og Vairocana opnåede clairvoyant indsigt i fortid, nutid og fremtid.
Padmasambhava blev et stykke tid hos det tibetanske folk. Han mediterede i forskellige huler, på gravpladser og i bjergene. Han så at menneskeheden endnu ikke var rede til at modtage nogle af de højeste tantriske belæringer. Derfor skrev Mesteren mange tekster, der indeholdt essensen af hans belæringer. I en hule nær Chimphu nord for Samye blev disse tekster skrevet om til et kodesprog, der kun kunne læses af dem, der var åndeligt modne til at modtage disse belæringer. Disse såkaldte termaer blev derefter bl.a. gemt og forseglet i huler, templer, på bunden af søer og i klipper. Da han vidste, at Dharmaen ville blive misforstået af dem, der ikke er oplyste, forudsagde Padmasambhava, at de 25 hovedelever senere ville vende tilbage som tertøns, inkarnerede udstrålinger af mesteren, for at tage disse skatte ud fra deres gemmested og oversætte kodesproget til dem, der havde brug for belæringerne.
Da dette arbejde var fuldendt, forudsagde Den Lotusfødte tidspunktet og stedet, hvor de enkelte tertøn ville blive født og desuden navnet på hver enkelt.
Da mesteren kunne se, at fremtiden ville blive meget kaotisk og lidelsesfuld, og at det ville blive meget svært at praktisere Dharmaen, lovede han specielt at ville hjælpe og beskytte de praktiserende i vor tid. Ved at meditere på Padmasambhava og bruge hans mantra, Vajra Guru mantraet, er det således muligt at overvinde de forhindringer, som vor stressede og neurotiske tidsalder skaber for vor udvikling. Tibets skæbne og Dharmaens introduktion i Vesten blev direkte forudsagt af Padmasambhava.
Inden mesteren forlod Tibet, pålagde han tibetanerne at praktisere flittigt og beskytte Dharmaen i fremtiden.
En stor gruppe mennesker fulgte Padmasambhava til Gung-thang-la passet, ved Tibets grænse, hvor han gav sin sidste gave til det tibetanske folk, 13 forskrifter, der fjerner forhindringerne for den tantriske linies beståen. Idet han gav dem sin sidste belæring, sagde Pema: »Må alle fremtidige generationer, som ikke kan møde mig nu, læse beretningen om min åndelige praksis og min befriende tilstedeværelse i denne verden, opnå fuld forståelse for dens betydning, leve i overensstemmelse med de belæringer, der er indeholdt deri, og blive fuldkomne i alle henseender«.
Efter således at have opfordret folket til at stræbe efter Buddhatilstanden, steg mesteren op på en bevinget hest, der kom ned fra himlen. Han steg op gennem en regnbuestråleglans og forsvandt i solens stråler.
Fra Tibet fløj Pema mod det vestlige subkontinent, der var beboet af utæmmede vampyrer og befriede dem fra den samsariske eksistens' frustrationer. Dér, på toppen af Det Strålende Kobberfarvede Bjerg, dvæler han nu i et himmelsk palads. Ud af fuldkommen ubegrænset medfølelse, viser Padmasambhava sig i denne verden som en Bodhisattva, en Dakini, en vred Beskytter, som mantra, som kunst, som en lærer, og som en Buddha. De mange navne og legender, der knyttes til ham, er utallige. Fra nu af indtil al lidelses ophør, vil hans udstrålinger arbejde uden ophør på, at alle levende væsener må realisere Buddhatilstandens Højeste Fryd.

Buddha legenden

Her er min gengivelse af Buddha legenden fra Stupa nr. 1, 1978.

Jeg har udeladt min oprindelige indledning, hvor jeg forsøger at forbinde legendens virkelighed med den moderne materialistiske historieopfattelse. Det er unødvendigt at forsvare legendens univers, der har mange betydningsplaner, som går langt dybere end en ordinær biografi.

Er man fundamentalistisk indstillet, kan opfatte legenden bogstaveligt, som virkelige begivenheder der har fundet sted for et par tusinde år siden, men man kan også betragte legenden som et stykke buddhistisk litteratur, der først og fremmest har til formål at vække tilhørerens hengivenhed og inspirere til at følge den buddhistiske erkendelsesvej, en smuk beretning som mellem linierne indeholder stor visdom.

BUDDHA LEGENDEN

Traditionelt inddeles Buddhas liv i tolv afsnit:

1)  Beslutningen om at lade sig føde på jorden

2)  Nedstigningen fra Tushita himlen

3)  Indtrædelsen i moderens skød

4)  Fødslen

5)  Fuldendelsen af verdslige discipliner

6)  Verdslig nydelse og behag

7)  Afskeden med paladset

8)  Asketisk praksis

9)  Overvindelsen af Mara

10) Buddhatilstanden

11) Omdrejningen af Lærens Hjul

12) Nirvana

Beslutningen om at lade sig føde på jorden

Hinayana, Mahayana og Vajrayana-traditionerne har forskellige opfattelser af Buddhas bevidsthedstrin før fødslen. Ifølge Hinayana-opfattelsen arbejdede Buddha på at nå erkendelsen i tre verdenstidsaldre (Kalpaer, dvs, milliarder af år). I løbet af dette tidsrum mødte han tusinder af Buddhaer, hvoraf Buddha Dipankara forudsagde, at han ville blive Buddha Shakyamuni, der er den 4. Buddha i vor epoke. Da han havde fuldkommengjort de kvaliteter, som er nødvendige for at nå Buddhatilstanden, opholdt han sig først i nogen tid i gudeverdenen Tushita, hvor han gav belæringer til de væsner, som opholdt sig der. Derefter tog han beslutningen om at lade sig føde på jorden for at nå den fulde erkendelse af altings natur, Buddhatilstanden.

Ifølge Mahayana og Vajrayana-traditionerne havde Buddha allerede før fødslen nået befrielsen. Således betragtes Buddhas liv i disse traditioner udelukkende som en demonstration af vejen til erkendelsen.

Nedstigningen fra Tushita-himlen

Før Buddha lod sig føde, kronede han Bodhisattvaen Maitreya til at blive den næste Buddha efter ham. Der vil imidlertid komme mange andre Buddhaer i mellemtiden, men de vil blive befriet ved at følge Shakyamunis lære. Maitreya vil komme på et tidspunkt, hvor Shakyamunis lære vil være glemt og starte en ny periode, hvor mange væsner vil blive befriet ved at følge hans lære.

Historien bevæger sig i bølger og skifter mellem "mørke perioder" uden nogen mulighed for at høre en Buddhas lære og "lyse" perioder, hvor det er muligt at blive befriet.

Indtrædelsen i moderens skød

Da Buddha forlod Tushita-himlen havde den indiske dronning Maya en drøm, hvori en hvid elefant gik rundt om hendes seng, berørte hendes højre side og derefter gik ind i hendes livmoder. Senere blev det konstateret, at hun var gravid.

Dronning Mayas mand, Suddhodana, var en stor konge og boede i byen Kapilavastu. Da kongen erfarede, at dronningen var gravid, tilkaldte han vismænd, som skulle forudsige barnets fremtid. Vismændene fortalte, at barnet havde mulighed for at blive en mægtig konge eller en Buddha. Da kongen helst ville have en søn, som kunne føre hans rige videre, besluttede han, at barnet skulle afskærmes fra verdens lidelser, således at han ikke ville komme til at tænke dybere over tilværelsen.

Fødslen

Da fødslen nærmede sig, tog dronning Maya til Lumbini parken i det nuværende Nepal, hvor hun fødte en søn. Selve fødslen foregik helt uden smerte. Dronningen holdt i en gren på et figentræ, mens barnet kom frem gennem hendes højre side. Straks efter fødslen gik Buddha syv skridt i hver af de fire verdensretninger. Efter hvert skridt skød en lotusblomst frem bag ham. Jorden fyldtes med juveler og blomster, og alle mulige lykkelige tegn viste sig på himlen. Derefter proklamerede han, at dette ville blive hans sidste fødsel. Syv dage efter fødslen døde dronning Maya, da hendes hjerte bristede ved at forstå, at hendes søn var bestemt til at leve et hjemløst liv og til at tage alverdens lidelse på sig. Den nyfødte prins fik navnet Siddharta Gautatna og viste sig i alle måder som et meget usædvanligt barn. Han mestrede fuldkomment skrivning, regning, videnskab og kunst og viste, at han var i stand til at tilegne sig enhver form for viden og færdighed i kunst og sport.

Fuldendelsen af verdslige discipliner

Kongen sørgede for, at han havde alt hvad han kunne ønske sig, så at han ikke skulle få lyst til at forlade hjemmet. Prins Siddharta havde således tre paladser, der passede til hver af de indiske årstider, den kolde tid, den varme tid og regntiden. Han blev på alle måder vartet op, men begyndte alligevel at kede sig, så kongen besluttede at finde en kone til ham. Siddharta ville imidlertid kun have en hustru, der var i besiddelse af en lang række gode egenskaber, som han skrev ned til kongen. Flere piger kom på tale, og prinsen valgte sin kusine Yashodhara. Imidlertid ville pigens far ikke give sit samtykke, før prins Siddharta havde vist sig værdig i en række konkurrencer med andre unge mænd, deriblandt hans misundelige fætter Devadatta. Under styrkeprøverne besejrede prinsen de andre deltagere i samtlige discipliner, bl.a. præsterede han at kaste en elefant over syv mure med sin storetå.

Verdslig nydelse og behag

Derefter blev prinsen gift med Yashodhara. De levede et liv i yderste luksus, opvartet af 30.000 unge piger og underholdt af dansere og musikanter. Ingen mand var tilladt adgang til prinsens paladser, og så omhyggeligt blev der passet på Siddharta, at han aldrig fik denne verdens lidelser at se.

Alligevel blev prinsen nysgerrig efter at se, hvad der foregik uden for paladsets mure, og han overtalte sin far til at give ham tilladelse til en køretur. Inden da havde kongen imidlertid beordret alle syge og krøblinge, alle gamle og tiggere, holdt borte fra den kongelige vej.

Men de rene landes guder, som så hvad der skete, skabte en illusion af en gammel mand på Prins Siddhartas vej. Da han fik øje på den krumbøjede olding, spurgte prinsen vognstyreren ud om det mærkelige fænomen og fik at vide, at alle mennesker ældes. Prinsen forfærdedes og vendte dybt rystet hjem til paladset. Under andre køreture blev prinsen trods faderens anstrengelser på lignende måde konfronteret med en syg mand og et lig, og han fik at vide, at alle mennesker kom til at opleve sygdom og død. Pludselig forekom livet ham komplet meningsløst, og han blev meget bedrøvet.

Afskeden med paladset

Under en fjerde køretur så han imidlertid en vismand, som strålede af lys. Synet af den saffranklædte tiggermunk fyldte prinsen med håb, og han besluttede at forlade paladset om natten.

Inden han tog af sted, havde hans kone født en søn, og han fik lyst til at se barnet. Imidlertid sov hans kone med hånden over barnets ansigt, så han ikke kunne få barnet at se uden at vække hustruen. Han besluttede at forlade paladset uden at have set sin søn og drog bort med det løfte først at vende tilbage, når han havde overvundet alderdom og død.

Asketisk praksis

Han opsøgte derefter forskellige vismænd, som lærte ham at meditere. Disse lærere havde dog ikke nået Buddhatilstandens fulde oplysning, og formåede derfor ikke at give Siddharta større indsigt, end de selv havde. Han praktiserede derefter streng askese og selvpineri sammen med fem andre asketer. En dag var han imidlertid så ødelagt af faste og selvpineri, at han besvimede. Dette fik ham til at indse det nytteløse i denne askese. Han begyndte at spise igen og genvandt snart sin fulde styrke. Da de andre asketer så dette, forlod de ham i foragt, men Buddha slog sig ned under et stort figentræ ved Bodh Gaya.

Overvindelsen af Mara

Han besluttede at blive der i meditation, indtil han havde opnået fuld erkendelse af altings natur. Han nåede snart så høje bevidsthedstilstande, at han alarmerede Mara, den misundelige gud, som hersker over begærsverdenen, og som ikke vil tillade noget væsen at nå til en højere bevidsthedstilstand end sin egen.

Mara angreb Buddha med meget stærke og forstyrrende illusioner. Hære af frådende dæmoner, klippeskred, pile, storme, regnskyl og glødende kul faldt ned over Buddha. Men Buddha blev i urokkelig meditation, og alle de forstyrrende ting blev forvandlet til lotusblomster. Maras forførende døtre, som prøvede at forstyrre Buddha, blev forvandlet til gamle hekse. Intet kunne forstyrre Buddha, der gennemskuede alle illusionerne. Mara besejredes fuldstændigt og flygtede med sine hære.

Buddhatilstanden

Buddha overvandt Mara i den første nattevagt. Under anden nåede han de fire Dhyana-(meditations-) planer og så klart alle sine tidligere liv, han så alle tidligere Buddhaers liv, og han forstod de endeløse livsformers skiften.

Under tredje nattevagt, lige før solopgang, forstod han fuldt hele tilværelsens forgængelige og betingede natur, og han blev frygtløs. Hans sind begyndte at fremvise de fuldkomne Buddha-kvaliteter.

Ved daggry lød talløse trommer, der tilkendegav, at Buddha havde nået den fulde erkendelse, Buddhatilstanden. I det øjeblik regnede blomster ned fra himlen, verden fyldtes med lys, og jorden skælvede syv gange.

Omdrejningen af Lærens hjul

I syv dage sad Buddha under figentræet og overvejede betydningen af sin erkendelse. Derpå overvejede han, hvordan han kunne videregive sin erkendelse og gøre den forståelig for andre væsner. Efter 49 dages forløb besluttede han at tage til Sarnath for at "dreje Lærens hjul" for første gang. De første belæringer drejede sig om lidelsen, dens årsag, dens ophør og vejen, der fører til lidelsens ophør.

Desuden beskrev Buddha de tolv led i kæden af betinget tilsynekomst og de fem skandhaer eller "ophobninger", som udgør et individ. Anden gang, Buddha drejede Lærens hjul, var ved Rajgir på "Gribbetinden", og denne gang drejede belæringen sig om Shunyata, den universelle Tomhed. Tredje gang drejede Buddha Lærens hjul i Vaishali, hvor han beskrev Buddhanaturen.

I forbindelse med tredje omdrejning af Lærens hjul gav Buddha Tantra-belæringerne (Vajrayana) forskellige steder i Indien og på forskellige højere bevidsthedsplaner.

Mange væsner hørte og fulgte Buddhas belæringer og nåede de højeste bevidsthedstilstande. Deriblandt var de fem asketer, Buddhas søn Rahula, Buddhas hustru og alle de forskellige patriarker, der senere kom til at overlevere Buddhas Lære til de efterfølgende generationer.

Nirvana

Inden Buddha lagde sig til at dø, gav han en række forudsigelser af store mestre, som skulle følge ham, deriblandt Nagarjuna og Padmasambhava. Disse belæringer er samlet i Mahaparinirvana Sutra.

I Kushinagara besluttede Buddha at forlade sit legeme og blive et med Dharmakaya, den højeste virkelighed.

Maha Ati - den store fuldendelse

Denne artikel, der første gang blev udgivet på dansk i det buddhistiske tidsskrift Stupa nr. 1 (1978), er oversat fra Chime Rinpoches tidsskrift Vajra nr. 1 (1974). Teksten stammer fra Chögyam Trungpa og Rikdzin Shikpo (Michael Hookham) og findes nu i sin oprindelige form i det første bind af Trungpa Rinpoches samlede værker ("The Collected Works of Chögyam Trungpa", Shambhala 2003).

Jeg blev meget opløftet, da jeg første gang læste teksten, og den har været til stor inspiration gennem årene. Personligt var det første gang, jeg stødte på begrebet Maha Ati, eller Dzogchen som det hedder på tibetansk.

I 1970'erne var der meget få oversættelser af buddhistiske tekster, og de udgivelser, der på det tidspunkt kom fra bl.a. Chögyam Trungpa og Tarthang Tulku i USA faldt på et meget tørt sted. En lille kreds af københavnske buddhister, besluttede derfor at udgive et uafhængigt buddhistisk tidsskrift, Stupa, især inspireret af buddhistiske tidsskrifter som "Garuda" og "Crystal Mirror".

Foruden indsatsen fra de folk, der udgjorde den faste redaktion, bl.a. Erik Meier Carlsen, fik vi en uvurderlig støtte fra Erik Pema Kunsang, der tog initiativet til at oversætte Maha Ati teksten. Erik havde på det tidspunkt stiftet bekendtskab med Dzogchen gennem mødet med den store Mester Dilgo Khyentse Rinpoche.

Som det fremgår af teksten, bygger Dzogchen på anstrengelsesløs enkelhed og direkte, spontan oplevelse og forståelse.
Tekstens budskab er universelt og evigt aktuelt, og det er mit håb, at teksten vil åbne op for en frisk og levende oplevelse af naturlig tilstedeværelse og visdom.

MAHA ATI - DEN STORE FULDENDELSE

Alaya

Alaya[1] er grundlaget for samsara[2] og nirvana[3], begyndelsen og enden på både forvirring og erkendelse, og den universelle shunyatas[4] og alle forekommende fænomeners natur. Mere fundamental end trikaya[5] selv, fordi det er frit for forudfattet­hed om oplysning - til tider kaldet det rene eller oprindelige sind.

Selv om prajna[6] i det ingen basis ser for så­danne begreber som forskellige aspekter, skelner upaya[7], som middel til forståelse, alligevel mellem tre fundamentale aspekter: total åbenhed, naturlig fuldkommenhed og absolut spontanitet.

Total åbenhed

Alle aspekter af ethvert fænomen er fuldstændig skarpe og klare (gennemsigtigt lysende). Hele universet er åbent og uhindret, alting ind­byrdes gennemtrængende.

Eftersom alle ting er nøgne, klare og fri for hindringer, er der intet at opnå eller erkende. Tingenes essens viser sig naturligt og er naturligt til­stede i tidsoverskridende opmærksomhed.

Hverdagspraksisen er ganske enkelt at udvikle en total accept og åbenhed for alle situationer, følelser og alle mennesker, at opleve alting helt uden mentale forbehold og blokeringer, således at man aldrig trækker sig til­bage eller centrerer på sig selv.

Dette skaber en umådelig energi, der som regel er fastlåst i den mentale undvigelsesproces og almindelig løben væk fra livsoplevelser.

Klar opmærksomhed kan i sin indledende fase være ubehagelig eller frygtindgydende; er dette tilfældet, så bør man åbne sig fuldstændig for smerten eller frygten og byde den velkommen. På denne måde nedbrydes de barrierer, som er lavet af ens egne vanemæssige følelsesreaktioner og forudfattede meninger.

Under meditationsudøvelsen bør man udvikle fornemmelsen af at åbne fuldstændigt op for hele universet med sindets absolutte nøgenhed og en­kelhed, at skaffe sig af med alle “beskyttende” barrierer.

Spalt ikke mentalt op i to under meditationen; en del af sindet, der vogter den anden, som når en kat vogter en mus.

Man bør indse, at man ikke mediterer for at gå dybt ind i sig selv og trække sig tilbage fra verden. Selv under meditation på chakraer[8] i bud­dhistisk yoga er der ingen selvbeskuende koncentration - sindets totale åbenhed er stadig nøgleordet.

Naturlig fuldkommenhed

Alting er naturligt fuldkomment, lige som det er, fuldstændigt rent og utilsmudset.

Alle fænomener viser sig naturligt i deres enestående korrekte fremtræ­delsesmåder og situationer, former evigt skiftende mønstre fulde af me­ning og betydning, som deltagerne i en storslået dans. Alting er et symbol, og dog er der ingen forskel på symbolet og den sandhed, der symboliseres. Uden anstrengelse eller udøvelse overhovedet, er befrielsen, oplysningen og buddhatilstanden allerede fuldt udviklet og fuldkommengjort.

Hverdagspraksisen er blot selve det almindelige liv. Eftersom den udvi­dede tilstand ikke eksisterer, er det ikke nødvendigt at opføre sig på no­gen bestemt måde eller prøve at opnå eller praktisere noget.

Der bør ikke være nogen fornemmelse af at stræbe efter at nå noget op­højet mål eller nogen højere tilstand, eftersom dette ganske enkelt skaber noget betinget og kunstigt, der vil virke som en forhindring for sindets frie strøm. Man bør aldrig tænke på sig selv som værende “syndig” eller vær­diløs, men som naturlig ren og fuldkommen, uden at mangle noget.

Under meditationsudøvelsen bør man betragte den som værende en na­turlig funktion af hverdagslivet, ligesom at spise og sove eller trække vej­ret - ikke som en særlig, formel hændelse, der foretages med stor alvor og højtidelighed. Man må indse, at dét at meditere er at gå udover anstren­gelse, udover praksis, udover sigte og mål og udover dualiteten ved træl­dom og frigørelse.

Meditation er altid fuldkommen, så det unødvendigt at rette noget. Efter­som alt, hvad der opstår, ganske enkelt er sindets leg, er der ingen dårlige meditationer og intet behov for at vurdere tanker som værende gode eller onde. Derfor bør man ikke sætte sig til at meditere med forskellige former for håb og frygt for udfaldet - man gør det bare, uden en selvbevidst for­nemmelse af at “jeg mediterer”, uden umage, uden anstrengelse, uden for­søg på at kontrollere eller tvinge sindet og uden at forsøge at blive fyldt med fred.

Hvis man opdager, at man er ved at gå vild på en af disse måder, så hold inde med at meditere, bare slap af og hvil en stund, før der begyndes igen.

Hvis man har oplevelser, som man fortolker som “resultater” enten under eller efter meditationen, så gør ikke noget specielt ud af dem, men betragt dem bare som fænomener. Under alle omstændigheder, forsøg ikke at gen­tage dem, da dét er i modsætning til sindets naturlige spontanitet.

Absolut spontanitet

Alle fænomener er fuldstændig nye og friske, absolut enestående og frie for begreber som fortid, nutid og fremtid, som oplevet i en anden tidsdi­mension.

Den konstante strøm af ny opdagelse, frisk åbenbaring og inspiration, der opstår hvert øjeblik, er manifestationen af den levende Dharmas evige ungdom. Og dens pragt, vidunder og spontanitet er det legende eller dan­sende aspekt af universet som guru.

Lær at se hverdagslivet som en mandala[9], hvor man er i centeret, og vær fri for forudfattede meninger og fordomme stammende fra fortidig præg­ning, nuværende begær og fremtidige håb og forventninger.

Mandalaens former er genstandene i ens livsoplevelser dag for dag, der bevæger sig i universets store leg eller dans; den symbolisme ved hvilken guruen åbenbarer dyb og fundamental mening og betydning. Vær derfor naturlig og spontan, accepter og lær af alting.

Se den ironiske, fornøjelige side ved irriterende situationer.

Se under meditationen gennem illusionen om fortid, nutid og fremtid. For­tiden er kun et nutidigt minde, fremtiden er kun en nutidig projektion, og nutiden selv forsvinder, før den kan gribes.

Vær fri for fortidige begreber og minder om meditation. Hvert medita­tionsøjeblik er fuldstændigt enestående og fuld af mulighed for ny opda­gelse. Så man er ude af stand til at vurdere meditationen ud fra fortidige oplevelser eller teori.

Bare kast dig ud i meditationen i selve dette øjeblik, med hele dit sind, og vær fri for tøven, kedsomhed og iver.

Meditationsudøvelsen

Det er traditionelt og, om muligt, bedst at sidde med korslagte ben under meditationen, med ryggen rank, men ikke stiv. Det er dog vigtigst at føle sig tilpas; så det er bedre at sidde i en stol, hvis en korslagt benstilling vi­ser sig at være smertefuld.

Holdningen i ens sind bør være inspireret af de tre fundamentale aspek­ter, lige meget om meditationen er med eller uden form, selvom de tre aspekter i det sidste tilfælde udgør hele meditationen selv, med særlig vægt lagt på total åbenhed.

Meditation med form er forudgået af, efterfulgt af og indeholder perioder af meditation uden form. Ligeledes kan det ofte vise sig at være ønskeligt, om ikke essentielt, at lægge en periode med formsmeditation forud for en periode med formløs meditation.

For at tage hensyn til denne mulighed er mange forberedende meditatio­ner blevet udviklet gennem århundreders buddhistisk praksis. De vigtig­ste klasser er meditation på åndedræt, fremsigelse af mantraer og visuali­seringer.

Den anden og tredje af disse klasser kræver personlig vejledning fra ens guru, før de kan forsøges. Men nogle ord om den første vil ikke være ved siden af her, da den anvendte metode varierer minimalt fra person til per­son.

Først, lad sindet følge åndedrættets ind-og-ud rytme indtil det bliver roligt og stille. Hvil derefter sindet mere og mere på åndedrættet indtil hele ens væren synes at være identificeret med det.

Endelig, bliv opmærksom på åndedrættet, når det forlader legemet og strømmer ud i rummet, og flyt gradvis opmærksomheden væk fra ånde­drættet mod fornemmelsen af rummelighed og udvidelse.

Ved at lade denne sidste fornemmelse smelte ind i total åbenhed, bevæger man sig ind i sfæren af den egentlige formløse meditation.

Efter al sandsynlighed vil de ovenfor nævnte beskrivelser af de tre fun­damentale aspekter og den dermed forbundne meditationspraksis synes meget vage og utilstrækkelige. Det er uundgåeligt, eftersom de forsøger at beskrive det, som ikke blot er på den anden side af ord, men også af tan­ker, og at invitere til udøvelse af det, der essentielt er en tilstand af væ­ren.

Ordene er simpelt hen en form for upaya (færdighed med midler), et vink som hvis fulgt, kan få den iboende naturlige visdom og naturligt fuld­komne handling til at opstå spontant.

---

[1] Den grundlæggende natur, altings grundlag

[2] Tilværelsens lidelsesfulde kredsløb

[3] Den fredfyldte befrielse fra tilværelsens lidelse

[4] Den universelle tomhed, der er alle fænomeners essens

[5] De tre ”buddhalegemer” - dharmakaya, sambhogakaya og nimanakaya - buddhanaturens tre manifestationsplaner

[6] Visdommen, den analytiske skelneevne

[7] De effektive midler

[8] De psykosomatiske energicentre, som visualiseres i kroppen under forskellige former for yoga og meditation

[9] Et guddommeligt univers, der traditionelt fremstilles som et palads af lys og farver, med meditatøren i form af den centrale guddom i midten af paladset, omgivet af en perfekt kreds af ledsagende guddomme placeret i de forskellige verdensretninger.