Maha Ati - den store fuldendelse

Denne artikel, der første gang blev udgivet på dansk i det buddhistiske tidsskrift Stupa nr. 1 (1978), er oversat fra Chime Rinpoches tidsskrift Vajra nr. 1 (1974). Teksten stammer fra Chögyam Trungpa og Rikdzin Shikpo (Michael Hookham) og findes nu i sin oprindelige form i det første bind af Trungpa Rinpoches samlede værker ("The Collected Works of Chögyam Trungpa", Shambhala 2003).

Jeg blev meget opløftet, da jeg første gang læste teksten, og den har været til stor inspiration gennem årene. Personligt var det første gang, jeg stødte på begrebet Maha Ati, eller Dzogchen som det hedder på tibetansk.

I 1970'erne var der meget få oversættelser af buddhistiske tekster, og de udgivelser, der på det tidspunkt kom fra bl.a. Chögyam Trungpa og Tarthang Tulku i USA faldt på et meget tørt sted. En lille kreds af københavnske buddhister, besluttede derfor at udgive et uafhængigt buddhistisk tidsskrift, Stupa, især inspireret af buddhistiske tidsskrifter som "Garuda" og "Crystal Mirror".

Foruden indsatsen fra de folk, der udgjorde den faste redaktion, bl.a. Erik Meier Carlsen, fik vi en uvurderlig støtte fra Erik Pema Kunsang, der tog initiativet til at oversætte Maha Ati teksten. Erik havde på det tidspunkt stiftet bekendtskab med Dzogchen gennem mødet med den store Mester Dilgo Khyentse Rinpoche.

Som det fremgår af teksten, bygger Dzogchen på anstrengelsesløs enkelhed og direkte, spontan oplevelse og forståelse.
Tekstens budskab er universelt og evigt aktuelt, og det er mit håb, at teksten vil åbne op for en frisk og levende oplevelse af naturlig tilstedeværelse og visdom.

MAHA ATI - DEN STORE FULDENDELSE

Alaya

Alaya[1] er grundlaget for samsara[2] og nirvana[3], begyndelsen og enden på både forvirring og erkendelse, og den universelle shunyatas[4] og alle forekommende fænomeners natur. Mere fundamental end trikaya[5] selv, fordi det er frit for forudfattet­hed om oplysning - til tider kaldet det rene eller oprindelige sind.

Selv om prajna[6] i det ingen basis ser for så­danne begreber som forskellige aspekter, skelner upaya[7], som middel til forståelse, alligevel mellem tre fundamentale aspekter: total åbenhed, naturlig fuldkommenhed og absolut spontanitet.

Total åbenhed

Alle aspekter af ethvert fænomen er fuldstændig skarpe og klare (gennemsigtigt lysende). Hele universet er åbent og uhindret, alting ind­byrdes gennemtrængende.

Eftersom alle ting er nøgne, klare og fri for hindringer, er der intet at opnå eller erkende. Tingenes essens viser sig naturligt og er naturligt til­stede i tidsoverskridende opmærksomhed.

Hverdagspraksisen er ganske enkelt at udvikle en total accept og åbenhed for alle situationer, følelser og alle mennesker, at opleve alting helt uden mentale forbehold og blokeringer, således at man aldrig trækker sig til­bage eller centrerer på sig selv.

Dette skaber en umådelig energi, der som regel er fastlåst i den mentale undvigelsesproces og almindelig løben væk fra livsoplevelser.

Klar opmærksomhed kan i sin indledende fase være ubehagelig eller frygtindgydende; er dette tilfældet, så bør man åbne sig fuldstændig for smerten eller frygten og byde den velkommen. På denne måde nedbrydes de barrierer, som er lavet af ens egne vanemæssige følelsesreaktioner og forudfattede meninger.

Under meditationsudøvelsen bør man udvikle fornemmelsen af at åbne fuldstændigt op for hele universet med sindets absolutte nøgenhed og en­kelhed, at skaffe sig af med alle “beskyttende” barrierer.

Spalt ikke mentalt op i to under meditationen; en del af sindet, der vogter den anden, som når en kat vogter en mus.

Man bør indse, at man ikke mediterer for at gå dybt ind i sig selv og trække sig tilbage fra verden. Selv under meditation på chakraer[8] i bud­dhistisk yoga er der ingen selvbeskuende koncentration - sindets totale åbenhed er stadig nøgleordet.

Naturlig fuldkommenhed

Alting er naturligt fuldkomment, lige som det er, fuldstændigt rent og utilsmudset.

Alle fænomener viser sig naturligt i deres enestående korrekte fremtræ­delsesmåder og situationer, former evigt skiftende mønstre fulde af me­ning og betydning, som deltagerne i en storslået dans. Alting er et symbol, og dog er der ingen forskel på symbolet og den sandhed, der symboliseres. Uden anstrengelse eller udøvelse overhovedet, er befrielsen, oplysningen og buddhatilstanden allerede fuldt udviklet og fuldkommengjort.

Hverdagspraksisen er blot selve det almindelige liv. Eftersom den udvi­dede tilstand ikke eksisterer, er det ikke nødvendigt at opføre sig på no­gen bestemt måde eller prøve at opnå eller praktisere noget.

Der bør ikke være nogen fornemmelse af at stræbe efter at nå noget op­højet mål eller nogen højere tilstand, eftersom dette ganske enkelt skaber noget betinget og kunstigt, der vil virke som en forhindring for sindets frie strøm. Man bør aldrig tænke på sig selv som værende “syndig” eller vær­diløs, men som naturlig ren og fuldkommen, uden at mangle noget.

Under meditationsudøvelsen bør man betragte den som værende en na­turlig funktion af hverdagslivet, ligesom at spise og sove eller trække vej­ret - ikke som en særlig, formel hændelse, der foretages med stor alvor og højtidelighed. Man må indse, at dét at meditere er at gå udover anstren­gelse, udover praksis, udover sigte og mål og udover dualiteten ved træl­dom og frigørelse.

Meditation er altid fuldkommen, så det unødvendigt at rette noget. Efter­som alt, hvad der opstår, ganske enkelt er sindets leg, er der ingen dårlige meditationer og intet behov for at vurdere tanker som værende gode eller onde. Derfor bør man ikke sætte sig til at meditere med forskellige former for håb og frygt for udfaldet - man gør det bare, uden en selvbevidst for­nemmelse af at “jeg mediterer”, uden umage, uden anstrengelse, uden for­søg på at kontrollere eller tvinge sindet og uden at forsøge at blive fyldt med fred.

Hvis man opdager, at man er ved at gå vild på en af disse måder, så hold inde med at meditere, bare slap af og hvil en stund, før der begyndes igen.

Hvis man har oplevelser, som man fortolker som “resultater” enten under eller efter meditationen, så gør ikke noget specielt ud af dem, men betragt dem bare som fænomener. Under alle omstændigheder, forsøg ikke at gen­tage dem, da dét er i modsætning til sindets naturlige spontanitet.

Absolut spontanitet

Alle fænomener er fuldstændig nye og friske, absolut enestående og frie for begreber som fortid, nutid og fremtid, som oplevet i en anden tidsdi­mension.

Den konstante strøm af ny opdagelse, frisk åbenbaring og inspiration, der opstår hvert øjeblik, er manifestationen af den levende Dharmas evige ungdom. Og dens pragt, vidunder og spontanitet er det legende eller dan­sende aspekt af universet som guru.

Lær at se hverdagslivet som en mandala[9], hvor man er i centeret, og vær fri for forudfattede meninger og fordomme stammende fra fortidig præg­ning, nuværende begær og fremtidige håb og forventninger.

Mandalaens former er genstandene i ens livsoplevelser dag for dag, der bevæger sig i universets store leg eller dans; den symbolisme ved hvilken guruen åbenbarer dyb og fundamental mening og betydning. Vær derfor naturlig og spontan, accepter og lær af alting.

Se den ironiske, fornøjelige side ved irriterende situationer.

Se under meditationen gennem illusionen om fortid, nutid og fremtid. For­tiden er kun et nutidigt minde, fremtiden er kun en nutidig projektion, og nutiden selv forsvinder, før den kan gribes.

Vær fri for fortidige begreber og minder om meditation. Hvert medita­tionsøjeblik er fuldstændigt enestående og fuld af mulighed for ny opda­gelse. Så man er ude af stand til at vurdere meditationen ud fra fortidige oplevelser eller teori.

Bare kast dig ud i meditationen i selve dette øjeblik, med hele dit sind, og vær fri for tøven, kedsomhed og iver.

Meditationsudøvelsen

Det er traditionelt og, om muligt, bedst at sidde med korslagte ben under meditationen, med ryggen rank, men ikke stiv. Det er dog vigtigst at føle sig tilpas; så det er bedre at sidde i en stol, hvis en korslagt benstilling vi­ser sig at være smertefuld.

Holdningen i ens sind bør være inspireret af de tre fundamentale aspek­ter, lige meget om meditationen er med eller uden form, selvom de tre aspekter i det sidste tilfælde udgør hele meditationen selv, med særlig vægt lagt på total åbenhed.

Meditation med form er forudgået af, efterfulgt af og indeholder perioder af meditation uden form. Ligeledes kan det ofte vise sig at være ønskeligt, om ikke essentielt, at lægge en periode med formsmeditation forud for en periode med formløs meditation.

For at tage hensyn til denne mulighed er mange forberedende meditatio­ner blevet udviklet gennem århundreders buddhistisk praksis. De vigtig­ste klasser er meditation på åndedræt, fremsigelse af mantraer og visuali­seringer.

Den anden og tredje af disse klasser kræver personlig vejledning fra ens guru, før de kan forsøges. Men nogle ord om den første vil ikke være ved siden af her, da den anvendte metode varierer minimalt fra person til per­son.

Først, lad sindet følge åndedrættets ind-og-ud rytme indtil det bliver roligt og stille. Hvil derefter sindet mere og mere på åndedrættet indtil hele ens væren synes at være identificeret med det.

Endelig, bliv opmærksom på åndedrættet, når det forlader legemet og strømmer ud i rummet, og flyt gradvis opmærksomheden væk fra ånde­drættet mod fornemmelsen af rummelighed og udvidelse.

Ved at lade denne sidste fornemmelse smelte ind i total åbenhed, bevæger man sig ind i sfæren af den egentlige formløse meditation.

Efter al sandsynlighed vil de ovenfor nævnte beskrivelser af de tre fun­damentale aspekter og den dermed forbundne meditationspraksis synes meget vage og utilstrækkelige. Det er uundgåeligt, eftersom de forsøger at beskrive det, som ikke blot er på den anden side af ord, men også af tan­ker, og at invitere til udøvelse af det, der essentielt er en tilstand af væ­ren.

Ordene er simpelt hen en form for upaya (færdighed med midler), et vink som hvis fulgt, kan få den iboende naturlige visdom og naturligt fuld­komne handling til at opstå spontant.

---

[1] Den grundlæggende natur, altings grundlag

[2] Tilværelsens lidelsesfulde kredsløb

[3] Den fredfyldte befrielse fra tilværelsens lidelse

[4] Den universelle tomhed, der er alle fænomeners essens

[5] De tre ”buddhalegemer” - dharmakaya, sambhogakaya og nimanakaya - buddhanaturens tre manifestationsplaner

[6] Visdommen, den analytiske skelneevne

[7] De effektive midler

[8] De psykosomatiske energicentre, som visualiseres i kroppen under forskellige former for yoga og meditation

[9] Et guddommeligt univers, der traditionelt fremstilles som et palads af lys og farver, med meditatøren i form af den centrale guddom i midten af paladset, omgivet af en perfekt kreds af ledsagende guddomme placeret i de forskellige verdensretninger.