Her er min gengivelse af Padmasambhavas livshistorie, fra Stupa nr. 2, 1979.
Indledning
Padmasambhavas livshistorie kendes hovedsagelig fra en samling legender, der på mange måder minder om Buddha legenden. Disse legender er nedskrevet af Padmasambhavas hovedelev, den kvindelige Buddha Yeshe Tsogjal. Det er en genre, der på tibetansk kaldes namthar. En namthar omhandler en blanding af konkrete begivenheder og fantastiske hændelser, der oftest er symbolske skildringer af højere bevidsthedstilstande. Disse beretninger drejer sig ikke kun om ydre begivenheder i mesterens liv, men er først og fremmest en beskrivelse af hans åndelige udvikling. Da alle levende væsener ifølge buddhismen har mulighed for at virkeliggøre buddhanaturen, er det samtidig en beskrivelse af menneskets latente åndelige muligheder. En livshistorie af denne art tjener således som inspiration og opmuntring for alle, der følger mesterens tradition.
Buddha Shakyamunls forudsigelse af Padmasambhava
Da det var lige før Buddha skulle indgå i det Endelige Nirvana, sagde han til sine tilhængere: »Dette jordiske liv er forgængeligt, og adskillelse er uundgåelig. Men otte år fra nu, i midten af den uberørte rene sø i det nordvestlige land Uddiyana, vil der komme en, der er visere og mægtigere end jeg selv.
Født midt i en lotusblomst vil han blive kendt som Padmasambhava, og han vil åbenbare belæringerne om de hemmelige mantraer for at befri alle væsner fra lidelse.«
(Fra Mahaparinirvana Sutra)
Tsokje Dorje
I landet Uddiyana herskede den blinde konge Indrabhuti. Da hans eneste søn og arving døde, og da landet desuden blev ramt af hungersnød og elendighed, ofrede kongen alle sine rigdomme og bad for at få en søn. Boddhisattvaen Tjenresig så alt dette fra Dewatjen Buddha-landet og anmodede ud af stor medfølelse Buddhaen Øpame om at beskytte og hjælpe de lidende. Derpå tænkte Øpame, »Jeg vil lade mig føde i Dhanakosha søen«, og fra Buddhaens tunge udstråledes et stærkt rødt lys, der ramte søens overflade som en meteor. I samme øjeblik opstod en lotusblomst. Fra sædstavelsen HRI i Øpames hjerte udstråledes nu en gulddorje, der faldt ned midt i lotusblomsten. Dér opstod på et øjeblik essensen af alle Buddhaer i de tre tider og de ti retninger i form af en otte-års dreng. I en glorie af regnbuelys sad han på pollensædet i lotusblomsten omgivet af Dakinier, der lovpriste og hyldede ham med ofringer og sang:
HUNG
Ved Landet Uddiyanas nordvestlige grænse
på stænglen i lotusblomstens hjerte
blev fundet den mest forunderlige virkeliggørelse
således kendt som Den Lotusfødte
omgivet af kredsen af mange Dakinier
jeg følger efter dig for at realisere mig selv
og beder dig: kom og giv din velsignelse
GURU PEMA SIDDHI HUNG
Således fra den medfølende Buddhas hjerte viste den lotusfødte mester sig i verden for at hjælpe alle levende væsner.
Kong Indrabhuti var på dette tidspunkt i et forsøg på at ændre landets ulykkelige tilstand draget ud for at søge efter skatte i Dhanakosha søen, hvor en azur-gudinde skænkede ham en strålende blå ønskejuvel. Da kongen havde fået den i hånden, ytrede han et ønske, og øjeblikkeligt kunne han se med sit venstre øje. Han fik nu øje på en femfarvet regnbue, som hvilede over søen. Da kongen kom nærmere, så han drengen, der strålende af lys sad på pollensædet i en kæmpelotusblomst. Kongen, der først troede, at det var en drøm, spurgte drengen, hvor han kom fra. Drengen svarede: »Jeg har ingen forældre, men er født åndeligt som en gave fra Øpame og Tjenresig. Som det er forudsagt af Buddha, er jeg kommet for at hjælpe alle væsner og åbenbare Læren om de indre Mantraer«. Da kongen hørte dette, fik han sit fulde syn tilbage og glædestrålende indsatte han ham som sin søn og arving og kaldte ham Tsokje Dorje, der betyder »Dordjen, som er født i søen«. Derefter steg fugtighed op fra havet og samlede sig til skyer, og snart faldt regnen, og blomsterne foldede sig ud, og frugten modnedes. Al frygt og tungsind forsvandt fra folks hjerter.
Pema Gjalpo
Efterhånden som drengen blev voksen, demonstrerede han, at han mestrede enhver form for lærdom, og ingen kunne måle sig med ham i sport. Han havde nu navnet Pema Gjalpo, der betyder »Lotuskongen«. En dag gik Pema uden følge til en skov, der lå et stykke fra hans palads, for at meditere. Mens han sad i meditationsstilling, passerede nogle Arhatter forbi på himlen. De hyldede ham og forudsagde hans store gerninger.
Kongen, der havde bemærket Pemas tilbøjeligheder for det meditative liv, besluttede at binde ham ved et ægteskab. Han fik Pema gift med en smuk ung prinsesse ved navn Bhasadhara. Efter at have levet 5 år i paladset besluttede Pema imidlertid at forsage det verdslige liv på samme måde, som Buddha Shakyamuni havde gjort det.
Kongen ville have modsat sig det, men Pema skabte en situation, hvor kongen selv måtte sende ham bort. En dag dansede Den Lotusfødte som en vild yogi på paladsets tag. Han havde en dorje og en trefork i hænderne. Pludselig faldt dorjen ned og ramte en ministers dæmoniske søn, og treforken gennemborede ministerens kone. Dette var de karmiske konsekvenser af deres negative handlinger i tidligere liv. Imidlertid blev Pema dømt til at gå i eksil, og levede nu som en yogi.
Shakya Senge
Som Bodhisattvaen Sumitra rejste mesteren til Indien, hvor han blev munkeordineret af Buddhas elev Ananda. Her blev han undervist i de fire ædle sandheder, de 12 kædeårsager, Abhidharma og Vinaya -belæringerne. Yderligere tilegnede han sig Mahayana-doktrinerne og mestrede således de grundlæggende belæringer. Han havde nu navnet Shakya Senge, der betyder »Shakyaklanens Løve«.
Njima Øser
På de otte store gravpladser i Indien blev Pema indviet i alle former for tantrisk praksis af såvel Dakinier som menneskelige lærere, deriblandt Garab Dordje, Sri Singha og de otte Vidyadhara-mestre. Fra Garab Dordje modtog han Dzog Thjen belæringerne og af Vidyadhara-mestrene indviedes han i de otte Heruka Sadhanaer. Pema mestrede alle former for meditationspraksis og havde nu navnet Njima Øser, der betyder »Solens Stråler«.
Loden Tjogsæ
På gravpladsen »Strålende skønhed« i Kashmir mødte mesteren en mand, der havde dræbt en tibetaner i et skænderi. Han var kommet til gravpladsen for at lægge liget der. Pema prøvede at fortælle manden om Dharmaen, men denne havde kun foragt tilovers for belæringerne. Han mente selv, at han var helt uden ansvar for sine handlinger. Manden blev kort tid efter dræbt af vilde dyr. Da folk opdagede, hvad der var sket, gav de Pema navnet Loden Tjogsæ, der betyder »Han, der har den største forståelse af verden«.
Urdjen Dordje Tjang
I søgen efter en belæring, der kan udtrykkes med få ord, og som er øjeblikkelig effektiv, rejste Pema til Og Min himlen, hvor Dordje Sempa indviede ham i de højeste meditationer. Han realiserede de tre grader af Samadhi og fik navnet Urdjen Dordje Tjang, der betyder »Dordje-holderen fra Uddiyana«.
Padmasambhava
Mesteren rejste nu til landet Zahor, hvor han gav belæringer til kongens datter Mandarava, der var nonne. Sammen mediterede de på Det grænseløse Livs Buddha, Tsepame og opnåede udødelighed. Snart gik der imidlertid rygter om, at de havde seksuelt samkvem. Kongen gav ordre til at brænde Pema levende; men mesteren, der havde fuld kontrol over alle naturkræfter, transformerede bålet om til en stor sø, og midt i søen viste Pema sig i form af en otte-års dreng i en lotusblomst. Da kongen så dette, angrede han dybt sin ugerning og tilbød Pema sit kongerige. Mesteren fik nu navnet Padmasambhava, »Den Lotusfødte«.
Senge Dradog
På Nalanda universitetet var buddhisterne på et tidspunkt kommet i knibe, da nogle ikke-buddhistiske panditaer ved hjælp af okkulte evner var ved at uddebattere dem. De bad til Padmasambhava og sang De Syv Linier. Næste morgen ankom mesteren. Han viste sig i fem legemer, mens han reducerede kætternes synspunkter til absurditeter og demonstrerede derved Buddhadharmaens overlegne natur. Pema fik navnet Senge Dradog, der betyder »Løvens Stemme«.
Dordje Drollø
I Taktsang i Bhutan viste Pema sin vrede form. Han overvandt alle lokale guddomme og dæmoner og bandt dem ved ed til at beskytte Buddhadharmaen. Herved demonstrerede mesteren sin suveræne magt over alle negative kræfter. Han havde nu navnet Dordje Drollø, alle væsners uovervindelige beskytter.
Overalt demonstrerede Pema den ufattelige Buddhaaktivitet. Ved hjælp af sine overnaturlige evner besøgte han mange forskellige steder bl.a. Centralasien, Ægypten, Afrika og landet Shambhala. Her overvandt han vrede bjergguder, barbariske kannibalånder og sygdomsdæmoner, og han helbredte mange væsner for sygdomme, fortvivlelse, frustration og negativitet.
Tibet
Bodhisattvakongen Trisongdetsen forsøgte at etablere Dharmaen i Tibet. Han var ivrig efter at bygge et kloster i Samye og at få oversat de buddhistiske tekster fra sanskrit. Derfor sendte han bud efter den store indiske lærer Shantarakshita, der skulle lede klosterbyggeriet. Da arbejdet kom i gang viste det sig imidlertid at være umuligt at gennemføre på grund af Bön-præsternes modstand. Hvad der blev bygget om dagen, rev dæmonerne ned om natten. Kongen var fuldstændig rådvild og henvendte sig til Shantarakshita. Denne kunne kun give ham ét råd: »Send bud efter Padmasambhava«.
Da Shantarakshita havde fortalt kongen om Den Lotusfødtes store gerninger og om de forudsigelser, Buddha havde givet om Padmasambhavas virke i Tibet, gav kongen omgående ordre til at sende fire lotsavaer til Indien for at invitere mesteren til Tibet. De bragte store ofringer af guld med sig. Padmasambhava opholdt sig på dette tidspunkt i en hule nær ved Bodhgaya.
Da de fire sendebude var ankommet til hulen, modtog Den Lotusfødte Mester de kongelige gaver og hørte nu om situationen i Tibet. Han lovede at tæmme dæmonerne og sendte lotsavaerne i forvejen. Selv ville han komme til Tibet tre måneder senere. Padmasambhava besøgte først forskellige steder i Nepal; men en nat drømte han, at alle træer i Indien og Nepal pegede med deres kroner mod Tibet, og at alle blomster vendte sig mod Tibet og foldede sig ud. Alle Panditaer i Indien og Nepal drømte samtidig, at solen og månen stod op på én gang, og at Tibet var dækket med klostre.
Dette var et tegn på, at tiden var inde for mesteren til at tage til Tibet.
Da Pema nåede grænsen til Tibet, forsøgte en furie at knuse ham mellem to stenbjerge; men Den Lotusfødte fløj op i luften og ydmygede furien, der derefter ofrede sit hjerteblod til mesteren. Hun fik en terma at beskytte.
På samme måde blev han overalt angrebet af dæmoner, der forsøgte at dræbe ham. Alle måtte de imidlertid bukke under for mesterens åndelige styrke og omvende sig, idet de tog løfte om at beskytte Dharmaen. De uhyggelige dæmoner blev således Thjøtjong, der arbejder for alle levende væsners befrielse. Da Padmasambhava ankom til hovedstaden Lhasa, modtog kongen og hele hoffet ham. Det var skik, at man bøjede sig for kongen, men mesteren, der var født fra en lotusblomst og ikke som kongen født fra en livmoder, anså det for mere passende, at kongen bøjede sig for ham. Kongens stolthed var imidlertid for stor til, at han ville gøre det. Da fortalte mesteren om Buddhatilstandens kvaliteter og om de åndelige evner, han selv var en legemliggørelse af. Han løftede derefter sin hånd, og ud af hans finger skød en ildstråle, der sved kongens klæder. Kongen og alle hans ministre faldt nu ned for hans fødder og hyldede ham.
Padmasambhava rensede og indviede Samye klosterets fundament. Han samlede alle de overvundne dæmoner, således at mennesker byggede om dagen, og dæmonerne arbejdede om natten.
Da templet var færdigt udstråledes 108 legemer, der strøede blomster over templets 108 altre. Straks blev alle de hellige billeder levende og begyndte at tale. Himmelen fyldtes med musik, flammer skød ud fra de vrede Beskyttere, og helbredende nektar regnede ned fra den skyfri himmel.
For at Dharmaen kunne blive oversat til tibetansk sendte kongen en stor gruppe unge tibe-tanske oversættere til Indien for at lære sanskrit, og bringe de hellige Dharmatekster med sig tilbage. Shantarakshita blev i Tibet for at undervise de første tibetanske munke.
Da oversætterne vendte tilbage, samledes alle lotsavaer og panditaer i den store midterhal i Samyeklostret. Padmasambhava, der havde den fuldkomne forståelse af alle sutraer og tantraer sad på den gyldne trone i midten af templet. Sammen med Vimalamitra, den store indiske mester, omvendte han Tibet til Buddhas Dharma. Nu begyndte hele forsamlingen på i alt 800 lærde det epokegørende arbejde med at oversætte de buddhistiske skrifter fra sanskrit til tibetansk. Sammen med den lærde tibetaner Vairocana, der kendte 21 sprog, oversatte Padmasambhava de generelle og esoteriske tantraer og åbenbarede de særlige mantrabelæringer i Vajrayana. Selv ikke Indien, blev det sagt, kunne overgå den grad af oplyst aktivitet, der blomstrede på denne tid i Tibet.
Mange elever opbyggede stor forståelse af buddhistisk filosofi og meditationspraksis og opsøgte Den Lotusfødte Lærer, der mediterede i ensomhed på højdedragene nær Samye. Mesteren fik 25 hovedelever, hvoraf de kendteste var kongen selv, Vairocana, den kvindelige mester Yeshe Tsogjal, der oprindeligt var kongens hustru, Namkhai Nyingpo og Gjalwa Tjojang. Desuden havde han mange andre højt udviklede disciple. Otte af mesterens disciple anmodede om at få indvielse i »Mandalaen, der er alle Buddhaers enhed« (Desjeg Dypæ Tjilkhor). Under ceremonien kastede hver af disse elever en blomst ind i mandalaen. Den Yidam, blomsten faldt på, blev tildelt vedkommende elev som hovedpraksis, hvorved eleven blev i stand til at udvikle de specielle kvaliteter, som der er forbundet med denne praksis. De udviklede herigennem forskellige overnaturlige evner: f.eks. opvækkede Yeshe Tsogjal en mand fra døden, Namkhai Nyingpo kunne ride på solstrålerne, og Vairocana opnåede clairvoyant indsigt i fortid, nutid og fremtid.
Padmasambhava blev et stykke tid hos det tibetanske folk. Han mediterede i forskellige huler, på gravpladser og i bjergene. Han så at menneskeheden endnu ikke var rede til at modtage nogle af de højeste tantriske belæringer. Derfor skrev Mesteren mange tekster, der indeholdt essensen af hans belæringer. I en hule nær Chimphu nord for Samye blev disse tekster skrevet om til et kodesprog, der kun kunne læses af dem, der var åndeligt modne til at modtage disse belæringer. Disse såkaldte termaer blev derefter bl.a. gemt og forseglet i huler, templer, på bunden af søer og i klipper. Da han vidste, at Dharmaen ville blive misforstået af dem, der ikke er oplyste, forudsagde Padmasambhava, at de 25 hovedelever senere ville vende tilbage som tertøns, inkarnerede udstrålinger af mesteren, for at tage disse skatte ud fra deres gemmested og oversætte kodesproget til dem, der havde brug for belæringerne.
Da dette arbejde var fuldendt, forudsagde Den Lotusfødte tidspunktet og stedet, hvor de enkelte tertøn ville blive født og desuden navnet på hver enkelt.
Da mesteren kunne se, at fremtiden ville blive meget kaotisk og lidelsesfuld, og at det ville blive meget svært at praktisere Dharmaen, lovede han specielt at ville hjælpe og beskytte de praktiserende i vor tid. Ved at meditere på Padmasambhava og bruge hans mantra, Vajra Guru mantraet, er det således muligt at overvinde de forhindringer, som vor stressede og neurotiske tidsalder skaber for vor udvikling. Tibets skæbne og Dharmaens introduktion i Vesten blev direkte forudsagt af Padmasambhava.
Inden mesteren forlod Tibet, pålagde han tibetanerne at praktisere flittigt og beskytte Dharmaen i fremtiden.
En stor gruppe mennesker fulgte Padmasambhava til Gung-thang-la passet, ved Tibets grænse, hvor han gav sin sidste gave til det tibetanske folk, 13 forskrifter, der fjerner forhindringerne for den tantriske linies beståen. Idet han gav dem sin sidste belæring, sagde Pema: »Må alle fremtidige generationer, som ikke kan møde mig nu, læse beretningen om min åndelige praksis og min befriende tilstedeværelse i denne verden, opnå fuld forståelse for dens betydning, leve i overensstemmelse med de belæringer, der er indeholdt deri, og blive fuldkomne i alle henseender«.
Efter således at have opfordret folket til at stræbe efter Buddhatilstanden, steg mesteren op på en bevinget hest, der kom ned fra himlen. Han steg op gennem en regnbuestråleglans og forsvandt i solens stråler.
Fra Tibet fløj Pema mod det vestlige subkontinent, der var beboet af utæmmede vampyrer og befriede dem fra den samsariske eksistens' frustrationer. Dér, på toppen af Det Strålende Kobberfarvede Bjerg, dvæler han nu i et himmelsk palads. Ud af fuldkommen ubegrænset medfølelse, viser Padmasambhava sig i denne verden som en Bodhisattva, en Dakini, en vred Beskytter, som mantra, som kunst, som en lærer, og som en Buddha. De mange navne og legender, der knyttes til ham, er utallige. Fra nu af indtil al lidelses ophør, vil hans udstrålinger arbejde uden ophør på, at alle levende væsener må realisere Buddhatilstandens Højeste Fryd.
Indledning
Padmasambhavas livshistorie kendes hovedsagelig fra en samling legender, der på mange måder minder om Buddha legenden. Disse legender er nedskrevet af Padmasambhavas hovedelev, den kvindelige Buddha Yeshe Tsogjal. Det er en genre, der på tibetansk kaldes namthar. En namthar omhandler en blanding af konkrete begivenheder og fantastiske hændelser, der oftest er symbolske skildringer af højere bevidsthedstilstande. Disse beretninger drejer sig ikke kun om ydre begivenheder i mesterens liv, men er først og fremmest en beskrivelse af hans åndelige udvikling. Da alle levende væsener ifølge buddhismen har mulighed for at virkeliggøre buddhanaturen, er det samtidig en beskrivelse af menneskets latente åndelige muligheder. En livshistorie af denne art tjener således som inspiration og opmuntring for alle, der følger mesterens tradition.
Buddha Shakyamunls forudsigelse af Padmasambhava
Da det var lige før Buddha skulle indgå i det Endelige Nirvana, sagde han til sine tilhængere: »Dette jordiske liv er forgængeligt, og adskillelse er uundgåelig. Men otte år fra nu, i midten af den uberørte rene sø i det nordvestlige land Uddiyana, vil der komme en, der er visere og mægtigere end jeg selv.
Født midt i en lotusblomst vil han blive kendt som Padmasambhava, og han vil åbenbare belæringerne om de hemmelige mantraer for at befri alle væsner fra lidelse.«
(Fra Mahaparinirvana Sutra)
Tsokje Dorje
I landet Uddiyana herskede den blinde konge Indrabhuti. Da hans eneste søn og arving døde, og da landet desuden blev ramt af hungersnød og elendighed, ofrede kongen alle sine rigdomme og bad for at få en søn. Boddhisattvaen Tjenresig så alt dette fra Dewatjen Buddha-landet og anmodede ud af stor medfølelse Buddhaen Øpame om at beskytte og hjælpe de lidende. Derpå tænkte Øpame, »Jeg vil lade mig føde i Dhanakosha søen«, og fra Buddhaens tunge udstråledes et stærkt rødt lys, der ramte søens overflade som en meteor. I samme øjeblik opstod en lotusblomst. Fra sædstavelsen HRI i Øpames hjerte udstråledes nu en gulddorje, der faldt ned midt i lotusblomsten. Dér opstod på et øjeblik essensen af alle Buddhaer i de tre tider og de ti retninger i form af en otte-års dreng. I en glorie af regnbuelys sad han på pollensædet i lotusblomsten omgivet af Dakinier, der lovpriste og hyldede ham med ofringer og sang:
HUNG
Ved Landet Uddiyanas nordvestlige grænse
på stænglen i lotusblomstens hjerte
blev fundet den mest forunderlige virkeliggørelse
således kendt som Den Lotusfødte
omgivet af kredsen af mange Dakinier
jeg følger efter dig for at realisere mig selv
og beder dig: kom og giv din velsignelse
GURU PEMA SIDDHI HUNG
Således fra den medfølende Buddhas hjerte viste den lotusfødte mester sig i verden for at hjælpe alle levende væsner.
Kong Indrabhuti var på dette tidspunkt i et forsøg på at ændre landets ulykkelige tilstand draget ud for at søge efter skatte i Dhanakosha søen, hvor en azur-gudinde skænkede ham en strålende blå ønskejuvel. Da kongen havde fået den i hånden, ytrede han et ønske, og øjeblikkeligt kunne han se med sit venstre øje. Han fik nu øje på en femfarvet regnbue, som hvilede over søen. Da kongen kom nærmere, så han drengen, der strålende af lys sad på pollensædet i en kæmpelotusblomst. Kongen, der først troede, at det var en drøm, spurgte drengen, hvor han kom fra. Drengen svarede: »Jeg har ingen forældre, men er født åndeligt som en gave fra Øpame og Tjenresig. Som det er forudsagt af Buddha, er jeg kommet for at hjælpe alle væsner og åbenbare Læren om de indre Mantraer«. Da kongen hørte dette, fik han sit fulde syn tilbage og glædestrålende indsatte han ham som sin søn og arving og kaldte ham Tsokje Dorje, der betyder »Dordjen, som er født i søen«. Derefter steg fugtighed op fra havet og samlede sig til skyer, og snart faldt regnen, og blomsterne foldede sig ud, og frugten modnedes. Al frygt og tungsind forsvandt fra folks hjerter.
Pema Gjalpo
Efterhånden som drengen blev voksen, demonstrerede han, at han mestrede enhver form for lærdom, og ingen kunne måle sig med ham i sport. Han havde nu navnet Pema Gjalpo, der betyder »Lotuskongen«. En dag gik Pema uden følge til en skov, der lå et stykke fra hans palads, for at meditere. Mens han sad i meditationsstilling, passerede nogle Arhatter forbi på himlen. De hyldede ham og forudsagde hans store gerninger.
Kongen, der havde bemærket Pemas tilbøjeligheder for det meditative liv, besluttede at binde ham ved et ægteskab. Han fik Pema gift med en smuk ung prinsesse ved navn Bhasadhara. Efter at have levet 5 år i paladset besluttede Pema imidlertid at forsage det verdslige liv på samme måde, som Buddha Shakyamuni havde gjort det.
Kongen ville have modsat sig det, men Pema skabte en situation, hvor kongen selv måtte sende ham bort. En dag dansede Den Lotusfødte som en vild yogi på paladsets tag. Han havde en dorje og en trefork i hænderne. Pludselig faldt dorjen ned og ramte en ministers dæmoniske søn, og treforken gennemborede ministerens kone. Dette var de karmiske konsekvenser af deres negative handlinger i tidligere liv. Imidlertid blev Pema dømt til at gå i eksil, og levede nu som en yogi.
Shakya Senge
Som Bodhisattvaen Sumitra rejste mesteren til Indien, hvor han blev munkeordineret af Buddhas elev Ananda. Her blev han undervist i de fire ædle sandheder, de 12 kædeårsager, Abhidharma og Vinaya -belæringerne. Yderligere tilegnede han sig Mahayana-doktrinerne og mestrede således de grundlæggende belæringer. Han havde nu navnet Shakya Senge, der betyder »Shakyaklanens Løve«.
Njima Øser
På de otte store gravpladser i Indien blev Pema indviet i alle former for tantrisk praksis af såvel Dakinier som menneskelige lærere, deriblandt Garab Dordje, Sri Singha og de otte Vidyadhara-mestre. Fra Garab Dordje modtog han Dzog Thjen belæringerne og af Vidyadhara-mestrene indviedes han i de otte Heruka Sadhanaer. Pema mestrede alle former for meditationspraksis og havde nu navnet Njima Øser, der betyder »Solens Stråler«.
Loden Tjogsæ
På gravpladsen »Strålende skønhed« i Kashmir mødte mesteren en mand, der havde dræbt en tibetaner i et skænderi. Han var kommet til gravpladsen for at lægge liget der. Pema prøvede at fortælle manden om Dharmaen, men denne havde kun foragt tilovers for belæringerne. Han mente selv, at han var helt uden ansvar for sine handlinger. Manden blev kort tid efter dræbt af vilde dyr. Da folk opdagede, hvad der var sket, gav de Pema navnet Loden Tjogsæ, der betyder »Han, der har den største forståelse af verden«.
Urdjen Dordje Tjang
I søgen efter en belæring, der kan udtrykkes med få ord, og som er øjeblikkelig effektiv, rejste Pema til Og Min himlen, hvor Dordje Sempa indviede ham i de højeste meditationer. Han realiserede de tre grader af Samadhi og fik navnet Urdjen Dordje Tjang, der betyder »Dordje-holderen fra Uddiyana«.
Padmasambhava
Mesteren rejste nu til landet Zahor, hvor han gav belæringer til kongens datter Mandarava, der var nonne. Sammen mediterede de på Det grænseløse Livs Buddha, Tsepame og opnåede udødelighed. Snart gik der imidlertid rygter om, at de havde seksuelt samkvem. Kongen gav ordre til at brænde Pema levende; men mesteren, der havde fuld kontrol over alle naturkræfter, transformerede bålet om til en stor sø, og midt i søen viste Pema sig i form af en otte-års dreng i en lotusblomst. Da kongen så dette, angrede han dybt sin ugerning og tilbød Pema sit kongerige. Mesteren fik nu navnet Padmasambhava, »Den Lotusfødte«.
Senge Dradog
På Nalanda universitetet var buddhisterne på et tidspunkt kommet i knibe, da nogle ikke-buddhistiske panditaer ved hjælp af okkulte evner var ved at uddebattere dem. De bad til Padmasambhava og sang De Syv Linier. Næste morgen ankom mesteren. Han viste sig i fem legemer, mens han reducerede kætternes synspunkter til absurditeter og demonstrerede derved Buddhadharmaens overlegne natur. Pema fik navnet Senge Dradog, der betyder »Løvens Stemme«.
Dordje Drollø
I Taktsang i Bhutan viste Pema sin vrede form. Han overvandt alle lokale guddomme og dæmoner og bandt dem ved ed til at beskytte Buddhadharmaen. Herved demonstrerede mesteren sin suveræne magt over alle negative kræfter. Han havde nu navnet Dordje Drollø, alle væsners uovervindelige beskytter.
Overalt demonstrerede Pema den ufattelige Buddhaaktivitet. Ved hjælp af sine overnaturlige evner besøgte han mange forskellige steder bl.a. Centralasien, Ægypten, Afrika og landet Shambhala. Her overvandt han vrede bjergguder, barbariske kannibalånder og sygdomsdæmoner, og han helbredte mange væsner for sygdomme, fortvivlelse, frustration og negativitet.
Tibet
Bodhisattvakongen Trisongdetsen forsøgte at etablere Dharmaen i Tibet. Han var ivrig efter at bygge et kloster i Samye og at få oversat de buddhistiske tekster fra sanskrit. Derfor sendte han bud efter den store indiske lærer Shantarakshita, der skulle lede klosterbyggeriet. Da arbejdet kom i gang viste det sig imidlertid at være umuligt at gennemføre på grund af Bön-præsternes modstand. Hvad der blev bygget om dagen, rev dæmonerne ned om natten. Kongen var fuldstændig rådvild og henvendte sig til Shantarakshita. Denne kunne kun give ham ét råd: »Send bud efter Padmasambhava«.
Da Shantarakshita havde fortalt kongen om Den Lotusfødtes store gerninger og om de forudsigelser, Buddha havde givet om Padmasambhavas virke i Tibet, gav kongen omgående ordre til at sende fire lotsavaer til Indien for at invitere mesteren til Tibet. De bragte store ofringer af guld med sig. Padmasambhava opholdt sig på dette tidspunkt i en hule nær ved Bodhgaya.
Da de fire sendebude var ankommet til hulen, modtog Den Lotusfødte Mester de kongelige gaver og hørte nu om situationen i Tibet. Han lovede at tæmme dæmonerne og sendte lotsavaerne i forvejen. Selv ville han komme til Tibet tre måneder senere. Padmasambhava besøgte først forskellige steder i Nepal; men en nat drømte han, at alle træer i Indien og Nepal pegede med deres kroner mod Tibet, og at alle blomster vendte sig mod Tibet og foldede sig ud. Alle Panditaer i Indien og Nepal drømte samtidig, at solen og månen stod op på én gang, og at Tibet var dækket med klostre.
Dette var et tegn på, at tiden var inde for mesteren til at tage til Tibet.
Da Pema nåede grænsen til Tibet, forsøgte en furie at knuse ham mellem to stenbjerge; men Den Lotusfødte fløj op i luften og ydmygede furien, der derefter ofrede sit hjerteblod til mesteren. Hun fik en terma at beskytte.
På samme måde blev han overalt angrebet af dæmoner, der forsøgte at dræbe ham. Alle måtte de imidlertid bukke under for mesterens åndelige styrke og omvende sig, idet de tog løfte om at beskytte Dharmaen. De uhyggelige dæmoner blev således Thjøtjong, der arbejder for alle levende væsners befrielse. Da Padmasambhava ankom til hovedstaden Lhasa, modtog kongen og hele hoffet ham. Det var skik, at man bøjede sig for kongen, men mesteren, der var født fra en lotusblomst og ikke som kongen født fra en livmoder, anså det for mere passende, at kongen bøjede sig for ham. Kongens stolthed var imidlertid for stor til, at han ville gøre det. Da fortalte mesteren om Buddhatilstandens kvaliteter og om de åndelige evner, han selv var en legemliggørelse af. Han løftede derefter sin hånd, og ud af hans finger skød en ildstråle, der sved kongens klæder. Kongen og alle hans ministre faldt nu ned for hans fødder og hyldede ham.
Padmasambhava rensede og indviede Samye klosterets fundament. Han samlede alle de overvundne dæmoner, således at mennesker byggede om dagen, og dæmonerne arbejdede om natten.
Da templet var færdigt udstråledes 108 legemer, der strøede blomster over templets 108 altre. Straks blev alle de hellige billeder levende og begyndte at tale. Himmelen fyldtes med musik, flammer skød ud fra de vrede Beskyttere, og helbredende nektar regnede ned fra den skyfri himmel.
For at Dharmaen kunne blive oversat til tibetansk sendte kongen en stor gruppe unge tibe-tanske oversættere til Indien for at lære sanskrit, og bringe de hellige Dharmatekster med sig tilbage. Shantarakshita blev i Tibet for at undervise de første tibetanske munke.
Da oversætterne vendte tilbage, samledes alle lotsavaer og panditaer i den store midterhal i Samyeklostret. Padmasambhava, der havde den fuldkomne forståelse af alle sutraer og tantraer sad på den gyldne trone i midten af templet. Sammen med Vimalamitra, den store indiske mester, omvendte han Tibet til Buddhas Dharma. Nu begyndte hele forsamlingen på i alt 800 lærde det epokegørende arbejde med at oversætte de buddhistiske skrifter fra sanskrit til tibetansk. Sammen med den lærde tibetaner Vairocana, der kendte 21 sprog, oversatte Padmasambhava de generelle og esoteriske tantraer og åbenbarede de særlige mantrabelæringer i Vajrayana. Selv ikke Indien, blev det sagt, kunne overgå den grad af oplyst aktivitet, der blomstrede på denne tid i Tibet.
Mange elever opbyggede stor forståelse af buddhistisk filosofi og meditationspraksis og opsøgte Den Lotusfødte Lærer, der mediterede i ensomhed på højdedragene nær Samye. Mesteren fik 25 hovedelever, hvoraf de kendteste var kongen selv, Vairocana, den kvindelige mester Yeshe Tsogjal, der oprindeligt var kongens hustru, Namkhai Nyingpo og Gjalwa Tjojang. Desuden havde han mange andre højt udviklede disciple. Otte af mesterens disciple anmodede om at få indvielse i »Mandalaen, der er alle Buddhaers enhed« (Desjeg Dypæ Tjilkhor). Under ceremonien kastede hver af disse elever en blomst ind i mandalaen. Den Yidam, blomsten faldt på, blev tildelt vedkommende elev som hovedpraksis, hvorved eleven blev i stand til at udvikle de specielle kvaliteter, som der er forbundet med denne praksis. De udviklede herigennem forskellige overnaturlige evner: f.eks. opvækkede Yeshe Tsogjal en mand fra døden, Namkhai Nyingpo kunne ride på solstrålerne, og Vairocana opnåede clairvoyant indsigt i fortid, nutid og fremtid.
Padmasambhava blev et stykke tid hos det tibetanske folk. Han mediterede i forskellige huler, på gravpladser og i bjergene. Han så at menneskeheden endnu ikke var rede til at modtage nogle af de højeste tantriske belæringer. Derfor skrev Mesteren mange tekster, der indeholdt essensen af hans belæringer. I en hule nær Chimphu nord for Samye blev disse tekster skrevet om til et kodesprog, der kun kunne læses af dem, der var åndeligt modne til at modtage disse belæringer. Disse såkaldte termaer blev derefter bl.a. gemt og forseglet i huler, templer, på bunden af søer og i klipper. Da han vidste, at Dharmaen ville blive misforstået af dem, der ikke er oplyste, forudsagde Padmasambhava, at de 25 hovedelever senere ville vende tilbage som tertøns, inkarnerede udstrålinger af mesteren, for at tage disse skatte ud fra deres gemmested og oversætte kodesproget til dem, der havde brug for belæringerne.
Da dette arbejde var fuldendt, forudsagde Den Lotusfødte tidspunktet og stedet, hvor de enkelte tertøn ville blive født og desuden navnet på hver enkelt.
Da mesteren kunne se, at fremtiden ville blive meget kaotisk og lidelsesfuld, og at det ville blive meget svært at praktisere Dharmaen, lovede han specielt at ville hjælpe og beskytte de praktiserende i vor tid. Ved at meditere på Padmasambhava og bruge hans mantra, Vajra Guru mantraet, er det således muligt at overvinde de forhindringer, som vor stressede og neurotiske tidsalder skaber for vor udvikling. Tibets skæbne og Dharmaens introduktion i Vesten blev direkte forudsagt af Padmasambhava.
Inden mesteren forlod Tibet, pålagde han tibetanerne at praktisere flittigt og beskytte Dharmaen i fremtiden.
En stor gruppe mennesker fulgte Padmasambhava til Gung-thang-la passet, ved Tibets grænse, hvor han gav sin sidste gave til det tibetanske folk, 13 forskrifter, der fjerner forhindringerne for den tantriske linies beståen. Idet han gav dem sin sidste belæring, sagde Pema: »Må alle fremtidige generationer, som ikke kan møde mig nu, læse beretningen om min åndelige praksis og min befriende tilstedeværelse i denne verden, opnå fuld forståelse for dens betydning, leve i overensstemmelse med de belæringer, der er indeholdt deri, og blive fuldkomne i alle henseender«.
Efter således at have opfordret folket til at stræbe efter Buddhatilstanden, steg mesteren op på en bevinget hest, der kom ned fra himlen. Han steg op gennem en regnbuestråleglans og forsvandt i solens stråler.
Fra Tibet fløj Pema mod det vestlige subkontinent, der var beboet af utæmmede vampyrer og befriede dem fra den samsariske eksistens' frustrationer. Dér, på toppen af Det Strålende Kobberfarvede Bjerg, dvæler han nu i et himmelsk palads. Ud af fuldkommen ubegrænset medfølelse, viser Padmasambhava sig i denne verden som en Bodhisattva, en Dakini, en vred Beskytter, som mantra, som kunst, som en lærer, og som en Buddha. De mange navne og legender, der knyttes til ham, er utallige. Fra nu af indtil al lidelses ophør, vil hans udstrålinger arbejde uden ophør på, at alle levende væsener må realisere Buddhatilstandens Højeste Fryd.
No comments:
Post a Comment