Her er min gengivelse af Buddha legenden fra Stupa nr. 1,
1978.
Jeg har udeladt min oprindelige indledning, hvor jeg
forsøger at forbinde legendens virkelighed med den moderne materialistiske
historieopfattelse. Det er unødvendigt at forsvare legendens univers, der har
mange betydningsplaner, som går langt dybere end en ordinær biografi.
Er man fundamentalistisk indstillet, kan opfatte legenden
bogstaveligt, som virkelige begivenheder der har fundet sted for et par tusinde
år siden, men man kan også betragte legenden som et stykke buddhistisk
litteratur, der først og fremmest har til formål at vække tilhørerens
hengivenhed og inspirere til at følge den buddhistiske erkendelsesvej, en smuk
beretning som mellem linierne indeholder stor visdom.
BUDDHA LEGENDEN
Traditionelt inddeles Buddhas liv i tolv afsnit:
1) Beslutningen om at
lade sig føde på jorden
2) Nedstigningen fra
Tushita himlen
3) Indtrædelsen i
moderens skød
4) Fødslen
5) Fuldendelsen af
verdslige discipliner
6) Verdslig nydelse
og behag
7) Afskeden med
paladset
8) Asketisk praksis
9) Overvindelsen af
Mara
10) Buddhatilstanden
11) Omdrejningen af Lærens Hjul
12) Nirvana
Beslutningen om at lade sig føde på jorden
Hinayana, Mahayana og Vajrayana-traditionerne har
forskellige opfattelser af Buddhas bevidsthedstrin før fødslen. Ifølge
Hinayana-opfattelsen arbejdede Buddha på at nå erkendelsen i tre
verdenstidsaldre (Kalpaer, dvs, milliarder af år). I løbet af dette tidsrum
mødte han tusinder af Buddhaer, hvoraf Buddha Dipankara forudsagde, at han
ville blive Buddha Shakyamuni, der er den 4. Buddha i vor epoke. Da han havde
fuldkommengjort de kvaliteter, som er nødvendige for at nå Buddhatilstanden,
opholdt han sig først i nogen tid i gudeverdenen Tushita, hvor han gav
belæringer til de væsner, som opholdt sig der. Derefter tog han beslutningen om
at lade sig føde på jorden for at nå den fulde erkendelse af altings natur,
Buddhatilstanden.
Ifølge Mahayana og Vajrayana-traditionerne havde Buddha
allerede før fødslen nået befrielsen. Således betragtes Buddhas liv i disse
traditioner udelukkende som en demonstration af vejen til erkendelsen.
Nedstigningen fra Tushita-himlen
Før Buddha lod sig føde, kronede han Bodhisattvaen Maitreya
til at blive den næste Buddha efter ham. Der vil imidlertid komme mange andre
Buddhaer i mellemtiden, men de vil blive befriet ved at følge Shakyamunis lære.
Maitreya vil komme på et tidspunkt, hvor Shakyamunis lære vil være glemt og
starte en ny periode, hvor mange væsner vil blive befriet ved at følge hans
lære.
Historien bevæger sig i bølger og skifter mellem "mørke
perioder" uden nogen mulighed for at høre en Buddhas lære og
"lyse" perioder, hvor det er muligt at blive befriet.
Indtrædelsen i moderens skød
Da Buddha forlod Tushita-himlen havde den indiske dronning
Maya en drøm, hvori en hvid elefant gik rundt om hendes seng, berørte hendes
højre side og derefter gik ind i hendes livmoder. Senere blev det konstateret,
at hun var gravid.
Dronning Mayas mand, Suddhodana, var en stor konge og boede
i byen Kapilavastu. Da kongen erfarede, at dronningen var gravid, tilkaldte han
vismænd, som skulle forudsige barnets fremtid. Vismændene fortalte, at barnet
havde mulighed for at blive en mægtig konge eller en Buddha. Da kongen helst
ville have en søn, som kunne føre hans rige videre, besluttede han, at barnet
skulle afskærmes fra verdens lidelser, således at han ikke ville komme til at
tænke dybere over tilværelsen.
Fødslen
Da fødslen nærmede sig, tog dronning Maya til Lumbini parken
i det nuværende Nepal, hvor hun fødte en søn. Selve fødslen foregik helt uden
smerte. Dronningen holdt i en gren på et figentræ, mens barnet kom frem gennem
hendes højre side. Straks efter fødslen gik Buddha syv skridt i hver af de fire
verdensretninger. Efter hvert skridt skød en lotusblomst frem bag ham. Jorden
fyldtes med juveler og blomster, og alle mulige lykkelige tegn viste sig på
himlen. Derefter proklamerede han, at dette ville blive hans sidste fødsel. Syv
dage efter fødslen døde dronning Maya, da hendes hjerte bristede ved at forstå,
at hendes søn var bestemt til at leve et hjemløst liv og til at tage alverdens
lidelse på sig. Den nyfødte prins fik navnet Siddharta Gautatna og viste sig i
alle måder som et meget usædvanligt barn. Han mestrede fuldkomment skrivning,
regning, videnskab og kunst og viste, at han var i stand til at tilegne sig
enhver form for viden og færdighed i kunst og sport.
Fuldendelsen af verdslige discipliner
Kongen sørgede for, at han havde alt hvad han kunne ønske
sig, så at han ikke skulle få lyst til at forlade hjemmet. Prins Siddharta
havde således tre paladser, der passede til hver af de indiske årstider, den
kolde tid, den varme tid og regntiden. Han blev på alle måder vartet op, men
begyndte alligevel at kede sig, så kongen besluttede at finde en kone til ham.
Siddharta ville imidlertid kun have en hustru, der var i besiddelse af en lang
række gode egenskaber, som han skrev ned til kongen. Flere piger kom på tale,
og prinsen valgte sin kusine Yashodhara. Imidlertid ville pigens far ikke give
sit samtykke, før prins Siddharta havde vist sig værdig i en række konkurrencer
med andre unge mænd, deriblandt hans misundelige fætter Devadatta. Under styrkeprøverne
besejrede prinsen de andre deltagere i samtlige discipliner, bl.a. præsterede
han at kaste en elefant over syv mure med sin storetå.
Verdslig nydelse og behag
Derefter blev prinsen gift med Yashodhara. De levede et liv
i yderste luksus, opvartet af 30.000 unge piger og underholdt af dansere og
musikanter. Ingen mand var tilladt adgang til prinsens paladser, og så
omhyggeligt blev der passet på Siddharta, at han aldrig fik denne verdens
lidelser at se.
Alligevel blev prinsen nysgerrig efter at se, hvad der
foregik uden for paladsets mure, og han overtalte sin far til at give ham
tilladelse til en køretur. Inden da havde kongen imidlertid beordret alle syge
og krøblinge, alle gamle og tiggere, holdt borte fra den kongelige vej.
Men de rene landes guder, som så hvad der skete, skabte en
illusion af en gammel mand på Prins Siddhartas vej. Da han fik øje på den
krumbøjede olding, spurgte prinsen vognstyreren ud om det mærkelige fænomen og
fik at vide, at alle mennesker ældes. Prinsen forfærdedes og vendte dybt rystet
hjem til paladset. Under andre køreture blev prinsen trods faderens
anstrengelser på lignende måde konfronteret med en syg mand og et lig, og han
fik at vide, at alle mennesker kom til at opleve sygdom og død. Pludselig
forekom livet ham komplet meningsløst, og han blev meget bedrøvet.
Afskeden med paladset
Under en fjerde køretur så han imidlertid en vismand, som
strålede af lys. Synet af den saffranklædte tiggermunk fyldte prinsen med håb,
og han besluttede at forlade paladset om natten.
Inden han tog af sted, havde hans kone født en søn, og han
fik lyst til at se barnet. Imidlertid sov hans kone med hånden over barnets
ansigt, så han ikke kunne få barnet at se uden at vække hustruen. Han
besluttede at forlade paladset uden at have set sin søn og drog bort med det
løfte først at vende tilbage, når han havde overvundet alderdom og død.
Asketisk praksis
Han opsøgte derefter forskellige vismænd, som lærte ham at
meditere. Disse lærere havde dog ikke nået Buddhatilstandens fulde oplysning,
og formåede derfor ikke at give Siddharta større indsigt, end de selv havde.
Han praktiserede derefter streng askese og selvpineri sammen med fem andre
asketer. En dag var han imidlertid så ødelagt af faste og selvpineri, at han
besvimede. Dette fik ham til at indse det nytteløse i denne askese. Han
begyndte at spise igen og genvandt snart sin fulde styrke. Da de andre asketer
så dette, forlod de ham i foragt, men Buddha slog sig ned under et stort
figentræ ved Bodh Gaya.
Overvindelsen af Mara
Han besluttede at blive der i meditation, indtil han havde
opnået fuld erkendelse af altings natur. Han nåede snart så høje bevidsthedstilstande,
at han alarmerede Mara, den misundelige gud, som hersker over begærsverdenen,
og som ikke vil tillade noget væsen at nå til en højere bevidsthedstilstand end
sin egen.
Mara angreb Buddha med meget stærke og forstyrrende
illusioner. Hære af frådende dæmoner, klippeskred, pile, storme, regnskyl og
glødende kul faldt ned over Buddha. Men Buddha blev i urokkelig meditation, og
alle de forstyrrende ting blev forvandlet til lotusblomster. Maras forførende
døtre, som prøvede at forstyrre Buddha, blev forvandlet til gamle hekse. Intet
kunne forstyrre Buddha, der gennemskuede alle illusionerne. Mara besejredes
fuldstændigt og flygtede med sine hære.
Buddhatilstanden
Buddha overvandt Mara i den første nattevagt. Under anden
nåede han de fire Dhyana-(meditations-) planer og så klart alle sine tidligere
liv, han så alle tidligere Buddhaers liv, og han forstod de endeløse
livsformers skiften.
Under tredje nattevagt, lige før solopgang, forstod han
fuldt hele tilværelsens forgængelige og betingede natur, og han blev frygtløs.
Hans sind begyndte at fremvise de fuldkomne Buddha-kvaliteter.
Ved daggry lød talløse trommer, der tilkendegav, at Buddha
havde nået den fulde erkendelse, Buddhatilstanden. I det øjeblik regnede
blomster ned fra himlen, verden fyldtes med lys, og jorden skælvede syv gange.
Omdrejningen af Lærens hjul
I syv dage sad Buddha under figentræet og overvejede
betydningen af sin erkendelse. Derpå overvejede han, hvordan han kunne
videregive sin erkendelse og gøre den forståelig for andre væsner. Efter 49
dages forløb besluttede han at tage til Sarnath for at "dreje Lærens
hjul" for første gang. De første belæringer drejede sig om lidelsen, dens
årsag, dens ophør og vejen, der fører til lidelsens ophør.
Desuden beskrev Buddha de tolv led i kæden af betinget
tilsynekomst og de fem skandhaer eller "ophobninger", som udgør et
individ. Anden gang, Buddha drejede Lærens hjul, var ved Rajgir på
"Gribbetinden", og denne gang drejede belæringen sig om Shunyata, den
universelle Tomhed. Tredje gang drejede Buddha Lærens hjul i Vaishali, hvor han
beskrev Buddhanaturen.
I forbindelse med tredje omdrejning af Lærens hjul gav
Buddha Tantra-belæringerne (Vajrayana) forskellige steder i Indien og på
forskellige højere bevidsthedsplaner.
Mange væsner hørte og fulgte Buddhas belæringer og nåede de
højeste bevidsthedstilstande. Deriblandt var de fem asketer, Buddhas søn
Rahula, Buddhas hustru og alle de forskellige patriarker, der senere kom til at
overlevere Buddhas Lære til de efterfølgende generationer.
Nirvana
Inden Buddha lagde sig til at dø, gav han en række
forudsigelser af store mestre, som skulle følge ham, deriblandt Nagarjuna og
Padmasambhava. Disse belæringer er samlet i Mahaparinirvana Sutra.
I Kushinagara besluttede Buddha at forlade sit legeme og
blive et med Dharmakaya, den højeste virkelighed.
Hi ! here you can download Det Velsignede Daggry in Norwegian, a most authentic and renowned Islamic Book.
ReplyDeletehttp://www.dislamicbooks.com/2015/12/download-det-velsignede-daggry-pdf-in_18.html
The book is also available in Urdu language and other.